Af Tomas Skov
HORNSHERRED: Feriepartner Fjordlandet er oprettet under Hornsherred Brugsforening med det formål at tiltrække endnu flere turister til området.
Initiativet begyndte i efteråret 2024, og det foregår i samarbejde med Feriepartner, der er Danmarks største kæde af lokale selvstændige udlejningsbureauer. 1. maj åbnede bureauet kontor ved SuperBrugsen i Jægerspris, og Feriepartner Fjordlandet er støt og roligt i gang med at etablere sig som udlejer af Hornsherreds sommerhuse.
Mange nye udlejere
Der er i omegnen af 7.000 sommerhuse i Hornsherred, så potentialet er til at få øje på. Hovedkræfterne i Feriepartner Fjordlandet er ejerrådgiver John Gundel Andersen og bureauleder René Børge Rasmussen, der nu kan notere sig 28 sommerhuse i porteføljen.
– Det går supergodt, og vi har tiltrukket en del nye udlejere, der aldrig har prøvet at udleje deres sommerhus før, fortæller René Børge Rasmussen, der vurderer, at omkring 75 procent er helt nye udlejere.
Andre udlejere skal ud af en aftale med en eksisterende udlejningspartner, hvorfor de først kommer i spil efter årsskiftet, men duoen trives med den store gruppe af nye udlejere.
– Det er sjovt, for vi skal prøve os lidt frem i samarbejdet. Vi har udspillet til at starte med, men vi skal så finde os til rette med udlejers forventninger og finde den bedste forretning i det for begge parter, fortsætter bureaulederen.
Rent og pænt
Lige så vigtigt er det, at udlejer er indforstået med Feriepartner Fjordlandets standarder for, hvordan huset fremstår.
– Vi har efterhånden ret god erfaring med, hvad gæster forventer i et feriehus, og det er ikke sikkert udlejer er på samme bølgelængde. Huset skal være ret og pænt, og møblerne må ikke være nussede. Det handler også om vores anseelse fremefter. Vi har nogle standarder, som vi er nødt til at leve op til, og det er vi meget opmærksomme på, understreger han.
Tyskere dominerer
Gæsterne fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem danskere og tyskere iblandet en enkelt hollænder, belgier eller nordmand hist og her. Aktuelt opererer Feriepartner Fjordlandet med 17 aktive udlejningshuse henover sommeren og i alt 125 bookede uger siden påske.
Det mest bookede hus er allerede udlejet i 22,5 uge, mens andre sommerhusejere blot udlejer i 2-3 uger. I skrivende stund har bureauet allerede 13 bookede uger på plads i 2026.
– Så vi har da gjort noget rigtigt, opsummerer René Børge Rasmussen.
Succes på rød stue
Feriepartner Fjordlandet har alle typer huse på hylderne, og de fordeler sig geografisk over hele området, selv om Kulhuse dog står for mere end halvdelen af sommerhusene til udlejning.
– Elers har vi også huse helt nede i Kyndeløse, Vellerup, Dalby Huse, Skuldelev og sågar et enkelt ved vandet i Frederikssund. Vi er godt spredt over hele Hornsherred, oplyser bureaulederen, der også nyder, at Feriepartner Fjordlandet nu har eget kontor ved SuperBrugsen i Jægerspris i den knalrøde signaturfarve.
– Rød stue har været en kæmpe succes fra dag et. Døren står åben og folk kommer ind fra gaden. Ind imellem er vi jo ude ved et sommerhus, men så sætter vi et skilt på døren. Vi er kun to i butikken, så nogle gange er vi nødt til at trylle lidt, siger han.