I morges kom min datter ned og sagde… ”Jeg har en sang, du skal høre, mor – den minder mig om dig, for du er et af mine mennesker”.
Sangen er med den danske gruppe Apacha og hedder ”En drøm om et menneske”. Omkvædet lyder således:
”En drøm om et menneske
Du elsker, at elskes
Jeg er der, når alt det springer
En drøm om en verden
Der elsker, at elskes”
I januar fyldte jeg 50, og jeg ved ikke, om det er alderen, der gør det, men jeg synes, det var den fineste ting at få sådan en helt almindelig hverdagsmorgen. Tårerne pressede sig på, og jeg kom til at tænke på, at det gør de tiere og tiere. Måske er det noget med den overgangsalder, som har holdt sit indtog. Der er så mange negative historier om den. Og det kan jeg sagtens forstå, men jeg synes også, at der er noget mere at sige. En større ro og sikkerhed i at være den, man nu engang er. Og et fokus på det, der har betydning i ens liv og en glæde over, når det er der. Som sådan en sang og en kommentar fra ens datter en gråvejrsmorgen i maj. Det er lidt som at sige farvel til den epoke, der var før de 50 og lige så stille tage hul på den epoke, der kommer efter. Farvel til noget velkendt, som det er vemodigt at se tilbage på og vide, at man aldrig får igen, men også spændende at tage hul på det nye med en lyst til at opdage, hvad den del af ens liv kommer til at rumme.
Lige nu er der konfirmationer over hele landet – og også hos os, og det er altid både vemodigt og festligt at skulle sige farvel til et hold unge mennesker, som har været en del af kirkerummet det sidste års tid. Det er meget svært ikke at komme til at holde af dem, og når de her til slut skal skrive deres kirkebøn, vælge deres konfirmandord og vælge de 5 salmer, som de skal synge til konfirmationen, kommer der så mange rørende oplevelser. Tænk at stå to eftermiddage i Kirke Hyllinge kirke og synge første og sidste vers af 17 forskellige salme, og så høre en af konfirmanderne udbryde: ”Kom nu – det er altså sidste gang, vi står her og synger sammen. Lad os give max gas”. Og det gør de så. En af salmerne hedder Hvem er Gud? To konfirmandpiger står ved siden af hinanden, og den ene siger så titlen på salmen: ”Hvem er Gud?”, hvorefter den anden svarer: ”Det ved jeg faktisk ikke helt”. Det er måske igen noget med alderen, men det er svært ikke at tænke, at den oplevelse ville jeg meget nødig være foruden.
Igen er det hvert år lidt som en epoke, der slutter. Det er vemodigt at sige farvel til de her smukke unge mennesker, men heldigvis er det ikke sikkert, at vores veje ikke krydses igen – det gør de faktisk ganske tit. Og den tanke slår mig – at når man er så heldig at få lov til at opleve mange epoker, så er der mange af de her unge mennesker, der kan lære én noget og mange, man kan møde igen og igen. Heldigvis!
