En ferie-is smager ekstra godt

En ferie-is smager ekstra godt
Hansens Is er et yndet turistmål

JÆGERSPRIS: – Jeg ville have den her. Den er så enkel. Den er perfekt, siger Margot fra Frederikssund og viser den is – Danmarks-isen – som hun har valgt i iscafeen hos Hansens Is på Landerslevvej.

Isen, der blev lavet sidste år i samarbejde med Nationalmuseet, hylder de typiske danske råvarer og smager af dansk sommer. Det er en rabarber/jordbær flødeis overtrukket med hvid Friis-Holm chokolade og lakridskorn.

Parret er på vej til Orø på ferie, og Margot’s mand, Freddy, har valgt en vaffelis.

Inden i iscafeen møder lokalavisen to andre turister; Line og Anders fra Aalborg, der begge er faldet for Hansens softice. Eller Hansens Friske Iscreme, som den hedder.

Og udenfor i solen sidder flere turister i cykeltøj og nyder de forskellige is-variationer, inden de igen skal træde i pedalerne.

I iscafeen, der kun har lukket om mandagen, kan man få alle sine isdrømme opfyldt: Softice, vaffelis, ispinde dyppet i lun chokolade, frisklavet isbøf. isdessert eller et stykke af dagens islagkage.

Til isen kan man få barista-kaffe, te, sodavand og kolde, lokale øl.

Lokale køer

Hansens Flødeis bliver fremstillet med mælk fra Svanholm og Stensbølgaard.

Fra de 120 økologiske jerseykøer, der er en del af det nærliggede Svanholmkollektivets landbrug.

Lidt længere væk – bare 10 km fra mejeriet – går de 130 økologiske røde danske malkekøer på Stensbølgaard.

Den friske økologiske mælk ankommer hver morgen til det lille mejeri på Landerselvvej.

Fra skrald til is

Den Nordsjællandske Livredningstjeneste og Hansens Is står bag projekt ”Fra skrald til is”, som går ud på at opfordre glade strandgæster til at tage ansvar for naturen og være med til at rydde op – med blandt andet en gratis Hansens Is som tak.

Man kan komme ud og samle skrald på alle 24 strande, som Den Nordsjællandske Livredningstjenste passer (undtagen Furesøbad).

Man henter en pose hos livredderen (se hvor på dnl.dk ), fylder posen med skrald eller 30 cigaretskod og aflever den til livredderen.

Som tak får man et gavekort til en Hansens-vaffelis.

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »