DSB er allerede i gang!

DSB er allerede i gang!

Læserbrev

Af Inge Messerschmidt, gruppeformand og
spidskandidat DF til KV25

DSB har på forunderlig vis fundet vej ind i Frederikssund Kommune. Ret snedigt! For jo tættere Frederikssund Kommune og DSB kommer hinanden i en eller anden form for tilhørsforhold allerede nu, des mere vil der blive en form for fællesskab og samhørighed. Og des mere strammer knuden. Et forhold det vil være svært at vriste sig fri af igen, når vi skal drøfte lokalplanen endeligt.

Et flertal af byrådet vedtog tilbage i oktober 2024, at administrationen skal udarbejde et forslag til en lokalplan ang DSB`s værksted i det nordlige Vinge.

Det er jo ikke det samme som, at der er sagt ja til at igangsætte opførelsen af samme.

Men der sker nogle spøjse ting.

Man skulle næsten tro, at DSB dermed mener, at DSB værkstedet bliver en realitet. At byrådet i sidste ende siger ja. Eller allerede har sagt ja!

Der er i april 2025 indgået en partnerskabsaftale (uden stemme fra Dansk Folkeparti) der overordnet set handler om at fastlægge rammerne for projektet.

der er ved et flertal i økonomiudvalget i maj 2025 (uden stemme fra Dansk Folkeparti) besluttet, hvilke medlemmer fra Frederikssund Kommune der skal sidde i en dommerkomité for en arkitektkonkurrence for en landskabsbro i Vinge, som det er planen, DSB skal bygge. Hvis DSB værkstedet altså bliver en realitet.

der er foretaget en administrativ beslutning, der var til orientering på økonomiudvalgsmøde april 2025 (hvordan det så kan ske uden politisk accept) om efter DSB`s ønske at opføre et midlertidigt projektkontor i Vinge, hvor deres planlægningsafdeling kan sidde de næste 3 år. Det forventes, at der etableres projektkontor til ca. 40-60 medarbejdere, som indflytter sommeren 2025.

Alt sammen inden et forslag til en lokalplan for DSB værkstedet er udarbejdet. Og inden der er endelig vedtaget noget i det nordlige Vinge.

Det kan hurtigt binde Frederikssund Kommune.

Men snedigt!

Andre artikler fra denne uge