Når jeg tænker tilbage på min barndom, går tankerne ofte til Koblerne i Nordskoven.
Jeg tænker på skoven, stilheden og følelsen af at være langt væk fra alting, selv om vi stadig var tæt på Jægerspris. Koblerne var en del af min barndom, fordi min morfar, Erland, boede der. Dengang tænkte jeg naturligvis ikke over, at området en dag ville komme til at betyde så meget for mig. Det var bare et sted, jeg kendte, og hvor jeg følte mig hjemme.
Som barn er man heldigvis ikke så optaget af, om en oplevelse nu også bliver til et godt minde. Man er bare til stede. Først som voksen opdager man, at nogle af de steder, man færdedes som barn, bliver ved med at følge én.
Min morfar er her ikke længere. Men Koblerne og Nordskoven minder mig stadig om ham og om den del af min barndom. Derfor har området en helt særlig betydning for mig.
Nu flytter min hustru Julie og jeg tilbage til Jægerspris sammen med vores lille hund, Simba. Det glæder jeg mig meget til. Jeg har boet væk fra byen i nogle år, og selv om turen fra Vinge til Jægerspris ikke er lang, føles det alligevel som at vende hjem.
Jeg glæder mig især til, at Nordskoven igen bliver en del af min hverdag. Til gåturene med Julie og Simba og til at opleve årstiderne skifte i et område, jeg har kendt, siden jeg var barn. Simba bliver formentlig mest optaget af alle de nye dufte. For mig vil turene også vække minder om min morfar.
Julie og jeg har ikke børn endnu. Men vi håber selvfølgelig, at det kommer en dag. Når det gør, håber jeg, at vores børn også får lov til at vokse op med Nordskoven tæt på.
Jeg håber, at vi kan tage dem med ud på de samme stier, som jeg selv gik på som barn. At de kan få jord på tøjet, blive trætte i benene og opleve, at en god dag ikke behøver kræve mere end en tur i skoven sammen med familien. Måske vil de synes, at historierne om deres oldefar Erland er spændende. Måske vil de mest være optaget af, hvornår vi skal hjem og have noget at spise. Begge dele vil være helt i orden.
Det er også derfor, vi skal tænke os godt om, når vi træffer beslutninger om udviklingen af vores lokalområde. Det, der på et kort blot ligner et stykke skov eller et ubebygget område, kan fylde meget i et andet menneskes liv. Det kan være her, barndommens minder bliver skabt, uden at nogen tænker nærmere over det, mens det sker.
Jægerspris og resten af Hornsherred skal selvfølgelig udvikle sig. Men vi skal gøre det på en måde, hvor vores børn også får steder, de kan føle sig hjemme. Steder, de en dag kan vende tilbage til og genkende, ligesom jeg nu vender tilbage til Jægerspris.
Min morfar gav mig min tilknytning til Koblerne, Nordskoven og Jægerspris. En dag håber jeg, at Julie og jeg kan give den videre til vores børn.
