Rasmus Larsen fik et hav af børn i fem forskellige ægteskaber. Det sidste indgik han som 78-årig.
Af Lars Kiørboe, lokalhistoriker i Sæby
SÆBY: Året er 1700. Frederik den Fjerde var netop blevet konge i det dansk-norske monarki, og de første skud i Den Store Nordiske Krig var affyrede. Hidtil havde man dog ikke i Voldborg Herred set svenske dragoner af den slags, som for 40 år siden raserede egnen i en grad, så man måtte nedlægge landsbyen Vinderup i Gershøj sogn.
Det var i disse urolige tider med krig, pest i København og svenskekongen den enevældige Karl d.12 som konstant storpolitisk trussel (akkurat som vore dages de facto enevældige Putin og Trump), at bondedrengen Rasmus Larsen (ca. 1700-1785) voksede op. Vi ved ikke, hvor han er født, hvem hans familie var, eller om han sprang soldat som så mange af sine ligestillede. Vi møder sporene efter ham for første gang i 1731, hvor han i Sæby-Gershøj kirkebog lader sin søn Olluf døbe. Siden hen omtales han altid som Rasmus Larsen i Sæby til forskel for andre af samme navn.
Sæby var på denne tid som alle andre små landsbyer en sammenklumpning af gårde omgivet af dyrkede marker i det i øvrigt åbne skovløse landskab. Og dog var Sæby lidt anderledes: Det var den største landsby i Voldborg Herred med omkring 25 gårde, tæt beliggende – mødding ved mødding – på et lille område mellem kirken i vest og byens forte ved gadekæret i øst; det dyrkede areal var det største i herredet. Gårdene var fæstegårde, de fleste var ryttergods, men også Egholm, Lindholm, Selsø, kongen og domkirken havde på den tid ejendomme i byen.
Vort kendskab til Rasmus stammer mest fra kirkebøger samt fra et fyldigt skiftedokument i Egholm skifteprotokol. Registreringer af vielser, fødsler og dødsfald i Rasmus’ familie har et omfang, som fortæller meget. Ved noteringer om fødsler finder vi således, at det tit var præstefruen Johanne Helt, præsten Knud Friis’ datter Birgitte, en senere præstefrue Hassing og fru godsforvalter Hansen på Krabbesholm, som bar barnet og dermed signalerede, at Rasmus Larsens omgangskreds i byen også omfattede dens honoratiores.
Vi kender ikke Rasmus Larsens første kone, og hverken vielse eller hendes død er fundet i kirkebogen, så hun er måske kommet fra et andet sogn, ligesom Rasmus også kunne være udensogns. Vi kender dog i det mindste 4 af deres børn døbt i Sæby, den yngste af dem sønnen Hans fra 1736, som blev gårdmand på Hyllingeledgård i Sæby.
Det var dengang helt almindeligt på landet ved dødsfald i ægteskabet, at den efterlevende ægtefælle hurtigt giftede sig igen, da driften af en landbrugsejendom krævede både mand og kone. Således også for Rasmus, der i 1738 giftede sig for 2. gang, nu med enken Dorethe Nielsdatter (1715-1746) fra Gershøj. Hun var allerede i 1733 som 18-årig blevet viet i Gershøj til Bonde Ollufsen. Hun blev hurtigt efter vielsen til Rasmus gravid og fødte i 1739 sønnen Laurids, bedre kendt som Lars Rasmussen og senere gårdmand på Vestergård i Sæby. I årene inden sin tidlige død i 1746 fødte hun yderligere 4 børn.
Knap var Dorethe stedt til hvile på Sæby kirkegård, før Rasmus i november 1746 giftede sig for 3. gang, nu med Maren Olufsdatter (ca. 1721-1758), som på 12 år blev mor til 5 børn, herunder i 1750 til sønnen Jens, der senere blev gårdmand på Duekærgård i Sæby. Maren, som vi i øvrigt ikke ved noget om, blev begravet den 5/7-1758, 37 år gammel, men allerede i december samme år giftede Rasmus sig for 4. gang, nu med den 24-årige Karen Jensdatter, datter af den lokale Jens Hansen.
Karen Jensdatter fik 9 børn, bl.a. sønnen Hans fra 1761, der senere blev gårdmand på Stigsagergård i Sæby, og tvillingerne Niels og Anders født i 1773. Niels blev senere gårdmand på Thorsmosegård i Sæby, mens broderen Anders blev husmand i Holtensminde og fæstede Kridthuset, som mange år senere blev sommerbolig for skuespilleren og instruktøren Carl Ottosen. Karen Jensdatter døde i barselsseng i november 1778 og den nyfødte søn Søren døde 2 uger efter. Et fyldigt skiftedokument fortæller bl.a. om gårdens værdier og om 6 overlevende børn.
Nu var Rasmus Larsen blevet 78 år, men det var ingen hindring for den aktive og virile bondemand, som i december 1779 giftede sig for 5. gang, med pigen Birthe Andersdatter fra Egholm. Hun var født ca. 1753, men vi ved ikke hvor. Man kan jo spørge, hvad der fik en 25-årig ung pige til at ægte en 78-årig mand? Var der virkelig ikke andre alternativer, eller var Rasmus trods sin alder enhver piges drøm?? Birthe fik 3 børn med Rasmus, der åbenbart var i fuld vigør til det sidste, for sønnen Peder blev født få måneder før Rasmus døde i december 1785. Peder blev senere husmand på Sæby mark og fik bolig i Længehuset i Gershøj. Birthe giftede sig som enke i 1786 med Jens Pedersen, gårdmand på Hjørnegården i Sæby. Hun døde i 1834.
Gennem sit lange liv i Sæby var Rasmus primært gårdmand, og meget tyder på, at hans hjemmebase var den gård, der efter udflytningen på marken omkring 1800-1805 fik matr.nr. 7 og langt senere blev kaldt Hyllingeledgård. Den lå dengang som en firlænget gård inde i Sæby lige øst for Degnegården og præstegården. Fæstet blev overtaget af den ældste søn Hans, der allerede ved sit giftermål i 1758 var omtalt som gårdmand, men vi ved ikke, hvornår ansvaret for den senere Hyllingeledgård overgik fra far til søn. At Rasmus havde mange jern i ilden, er der næppe tvivl om, bl.a. blev han omtalt som brandfoged, men med de +25 børn – hvoraf en del selvfølgelig døde før voksenalderen – var han også en aktiv spreder af sine gener i lokalsamfundet. 5 af hans sønner blev gårdmænd i byen, 2 sønner blev husmænd i Sæbys husmandskolonier og andre børn og børnebørn giftede sig ind i mange andre Sæby-familier.
I skiftet efter hans død er der listet 12 foliesider med beskrivelser af hans indbo og andre værdier, herunder husdyr og høstede afgrøder, landbrugsredskaber, en kortfattet beskrivelse af gårdens bygninger samt en liste over 12 arvinger foruden enken.
Rasmus var altså en markant person i 1700-tallets Sæby og værd at sammenligne med 1800-tallets kendte fæstegårdmand i Sæby – Jens Hartvig Rasmussen, født 100 år efter Rasmus Larsen. Jens Hartvig var sognefoged, ven med kong Frederik VII og uvenner med godsejeren på Krabbesholm; endvidere var han forlover og fadder ved utallige kirkelige handlinger i byen, akkurat som vi fra kirkebøgerne også ser tendensen for Rasmus Larsen i 1700-tallet. I modsætning til Rasmus var Jens Hartvig dog barnløs, men begge syntes at have været fyrtårne for livet i landsbyen.
