Den nøgne sundhed

Den nøgne sundhed
En fodsti zigzagger ned ad skrænten til campingpladsens egen badebro, hvorfra nøgne mænd og kvinder kaster sig i fjorden. Foto: Tomas Skov

Tag med på Solbakken Naturist Camping, hvor nøgenhed er nøglen til det frie liv.

Af Tomas Skov

KYNDELØSE: Der er helt grændlæggende noget umiddelbart befriende ved at smide tøjet. Står jeg alene med den følelse? Det tror jeg ikke. Jeg husker mine egne børn, der, da de var små, flåede ble og bodystocking af som det første i den årle morgen for at springe begejstrede rundt i ekstase over befrielsen fra den snærende tekstil.
Det ligger dybt i menneskets dna, at vi egentlig helst bare vil være nøgne. Vi fødes alle nøgne, og fortsat nøgenhed var udgangspunktet for os alle engang tilbage i menneskehedens forår. Vores fjerne forfædre bevægede sig nøgne omkring, og kun dem, der af uransagelige årsager med tiden valgte at slå sig ned i arktiske og andre kolde egne måtte i sagens natur finde passende beklædning for at holde varmen. Og jeg skal slet ikke begynde at udbrede mig om Adam og Eva i Skabelsesberetningen.

Afslappet nøgenhed
I dag er det sol og 25 grader på Solbakken Camping i Kyndeløse, og kvinden ved siden af mig er, lige som jeg, aldeles nøgen. Hun hedder ikke Eva – men også Birte står som naturen har skabt hende. Eller rettere som en 75-årig udgave af den version, der kom til verden midt i forrige århundrede. Noget mere løs i kødet end i udgangspunktet – men den realitet deler Birte med os alle.
Solbakken Camping er en nudistcampingplads, og det betyder at alle skal være nøgne – dog med en vis overbærenhed over for børn og teenagere, der er vokset op med sociale medier og den deraf følgende intimiderende perfekthedskultur.
Den tynger tydeligvis ikke Birte eller pladsens øvrige beboere, der bevæger sig sorgløst omkring i solbrun nøgenhed og alle varianter af kropslig udformning.
– Unge mennesker og børn er tøjfikserede, og de tør ikke vise deres krop. Folk i dag er desværre så nøgenforskrækkede. Det er forfærdeligt, men det vender igen. Jeg var én af de første, der smed bh’en i 1970’erne og gik med bare bryster. Det var jo en stor nyhed dengang, men så blev det normalt, fortæller Birte Clausen.

Blandt de største
Solbakken fik sin spæde begyndelse i en tidligere æblelund i 1957, og tilstødende marker blev siden lejet til formålet, indtil foreningen opkøbte dem og indlemmede arealerne i det voksende ejerskab. I dag breder Solbakken sig over syv hektarer som en af landets største naturistcampingpladser. Pladsen råder over 100 pladser, en række udlejningshytter og en tilhørende andelslandsby med 20 huse, og alle gæster nyder en beliggenhed, som i sandhed er ubetalelig på den kuperede grund højt hævet over Isefjorden.
Pladsens faciliteter inkluderer fælleskøkken og stort fællesrum med bar og mulighed for mindre koncerter. Her er og toilet- og baderum, sauna, kiosk, bageri, legeplads, volleyballbane, petanquebane, bålplads og sågar et shelter med naturtag.

Ens for Vorherre
En våd og nøgen kvinde bevæger sig op ad stien fra badebroen under os. Det er Nanna Jeppesen, som har været fastligger på pladsen gennem de sidste 25 år.
– Jeg har været fullblown naturist, siden jeg var 11 år. Det bliver vel til 54 år efterhånden. For mig handler det om friheden til at være sig selv og se ud, som man gør. For det gør vi jo. Jeg synes, det er klamt at have vådt badetøj på, og så kan jeg godt lide, at du ikke kan se forskel på direktøren og skraldemanden. Vi er ens for Vorherre, siger hun.
Jeanet Hansen har fået en heldig plads med fri udsigt over fjorden. Nu ligger hun og solbader i græsset foran sin campingvogn.
– Det er afslappende og behageligt at være nøgen, og så er det skønt at få sol på hele kroppen. Her er en afslappet stemning, hvor folk hilser og taler med hinanden. Ingen er kropsforskrækkede, og det er rart i et samfund, hvor der er et pres for at leve op til nogle særlige idealer, siger hun.

Afsløret af ballerne
Fjorden kalder mit navn, så jeg finder ned ad den snoede sti mod badebroen, hvor en kvinde er på vej i vandet. Jeg beder hende tage et par billeder med min mobil, så jeg har lidt materiale med hjem fra en nudistcamping, hvor man trods alt skal være forsigtig med at tage billeder af andre. Kvinden gennemskuer hurtigt min sande identitet som udefrakommende i en eksotisk verden.
– Man kan godt se, at du ikke er ægte naturist – din numse er helt hvid, griner hun.
Solbakken Naturist Camping holder familieuge i uge 30, hvor der er program alle dage med markedsdag, aktiviteter, mad og musik. I år er 25 års jubilæum, og ugen tiltrækker typisk mange gengangere til den travle uge på Solbakken.

Andre artikler fra denne uge

Kunst hos lægen


SKIBBY: Henrik Schlytter havde en udposning på maven, så han besluttede, at besøge sin dygtige læge, der hedder Torkil og

Læs mere »