Efter nu mere end tres år som trafikant på Hovedgaden og de omliggende sideveje i Skibby synes jeg, det er underholdende at lægge mærke til, hvordan det nogle steder næsten ser ud fuldstændig som ”dengang” og andre steder er totalt forandret.
Og for at begynde med det, der i mine øjne i forbløffende grad ligner sig selv:
• Aldersdomshjemmet, ”De gamles hjem”, der er genbo til mit barndomshjem ”Gratia” – og de to bygninger er næsten uforandrede, hvis man sammenligner med gamle billeder.
Men deres haver har skiftet karakter.
• Tanken på hjørnet af Hovedgaden og Damgårdsvej: I udseendet er der ikke sket meget her – selv om flere forskellige kæder gennem tiden har stået for forretningen, som jeg stadig kalder ”Esso-tanken”, som den hed, da den i 1950’erne blev bygget i byens (dengang) udkant.
• Hjørnet Hovedgaden/Skolevej har pudsigt nok grundlæggende samme synsindtryk nu som dengang, selv om ingen af de nuværende aktiviteter og butikker har noget at gøre med, hvad der foregik i min barndom. Det samme gælder:
• Den gamle skole på Nyvej, som jo officielt hedder ”Fritidscentret”. Når man ankommer til arrangementer eller skal på biblioteket, står det udvendige i al væsentlighed, som da jeg selv gik i skole dér. Men indvendigt skal man virkeligt have øjnene med sig, for at finde noget at genkende, om end gymnastiksalen stadig er en gymnastiksal på godt og ondt!
• Det Gamle Apotek – det ligner sig selv, hvis man kniber øjnene meget godt sammen og kun ser på de store linjer.
• Mejeriet – har en stille og tilbagetrukket position i byens centrum og står uforandret i gadebilledet, og det er snart mange år siden, bygningens lurmærke-formede vejrhane forsvandt.
• Skibby Kino ligner også grundlæggende sig selv, men har dog igennem de mere en 80 års historie haft vidt forskellige udtryk – ikke mindst da bygningen var malet kongeblå med en slags regnbue hen over facaden. Biografen er blevet malet flere gange siden, senest i sommeren 2023.
På den anden side er der så de steder, der ser helt anderledes ud:
• Genforenings-stenen ved Saltsøvej – selv om der strengt taget intet er forandret, skiftede synsindtrykket alligevel totalt, da træer og buske i haven bag stenen blev ryddet sidste efterår.
• Skibby Kirke – man kan stadig starte en ”debat” mellem gamle skibby’ere om, hvorvidt kirken bør være hvid eller ej. Ellers er den største forandring sket på kirkegården, hvor ”moden” er skiftet fra de større, traditionelle gravsteder til mindre urnebegravelser – med eller uden sten.
• Bymidten eller ”Parkeringspladsen for hovedløse høns”, som jeg kalder den, når jeg også selv blæser på alle færdselsregler og joller tværs over på cykel med en pose varer på styret.
Dette område var en ”bar mark” langt op i tiden, også efter husene på Irisvej og Rosenvænget var bygget. Der var en periode, hvor de omrejsende cirkus slog teltene op på pladsen – men det var i de år, hvor jeg boede i København.
• ”Det nye posthus” i Bymidten er helt væk, for på stedet kom den Netto-butik, der vel snart heller ikke længere er helt ny. Tankevækkende nok ligner det gamle posthus på Stationsvej stadig grundlæggende sig selv, i hvert fald set udefra.
• Krosvinget – altså Hovedgaden ud for Selsøvej: Kro-bygningen og -haven forsvandt i 1992 og blev erstattet af de centralt beliggende lejligheder. Efter min smag ser det rigtig godt ud, hvis der bare kunne komme en bedre proportioneret (altså større!) sten midt i rundkørslen. OK, det må selvfølgelig ikke blive en risiko for de bilister, der kører ind i den… Men så vidt jeg ved, er der endnu ikke nogen, der har væltet den bitte midter-sten, som nu har stået der i mange år.
• Markerne uden for byen mod Manderup: Først og fremmest er de jo ikke længerere bare marker, men for en dels vedkommende ny by. Og i flere sæsoner marker med endnu flottere blomstermarker end de gule ”sennepsmarker”, vi så i 1970’erne – var det i virkeligheden allerede dengang raps? Nu har området gennem nogle år været Instagram-udflugtsmål i den tid, hvor lupinerne blomstrer. Og det har influencet mig til at se med lidt større tolerance på de lupiner, der spreder sig vildt i mit egen have.
For at sammenligne og for hyggens skyld har jeg hentet gamle billeder fra Skibby på internettet, altså billeder fra lokale og landsdækkende arkiver, hvor de allerede er officielt registreret og gemt.
Det er vigtigt at holde fast i historien, men hvis en by som Skibby var et frilandsmuseum, hvor intet forandrede sig over årene, ville der jo ikke være noget at være noget at skrive nostalgiske klummer om.
