Columbus stævner snart ud igen

Columbus stævner snart ud igen
Der er politisk flertal for at indgå aftale med en ny operatør om at fortsætte sejladsen med M/F Columbus på færgeruten mellem Kulhuse og Sølager.

KULHUSE: Efter byrådsmødet onsdag 28. maj ligger det fast, er der er flertal for at indgå aftale med en ny operatør om at fortsætte sejladsen med M/F Columbus på færgeruten mellem Kulhuse og Sølager. Forhåbentlig er aftalen endeligt på plads om få dage, så færgen er klar til at genoptage rutefarten inden for kort tid.

Det er en meget glad talsmand for styregruppen ”Bevar overfarten Kulhuse-Sølager” som kan viderebringe den information:

– Vi har i styregruppen lagt en enorm mængde kræfter i at sikre rutens overlevelse. Selv om der har været lidt stille omkring os i offentligheden den seneste tid, har vi modsat færgen, bestemt ikke ligget stille. Derfor glæder det mig også, at vi nu ser ud til at have en løsning klar, siger Kenneth Jensen.

Kamp for Columbus
5.225 underskrifter, støttesang, egen øl og meget mere. At der har været taget mange kreative initiativer, er ingen vist i tvivl om. Det var dog nok primært den folkelige opbakning og det politiske håndværk, som har været med til at gøre udfaldet.

– Ingen tvivl om, at der har været divergerende holdninger til, om færgeruten er de penge værd. Men til sidst lykkedes det, og heldigvis har vi altså nu også en besætning, siger Kenneth Jensen.

Stadig krusninger
Nok er en skipper og besætning forhåbentlig snart på plads efter Byrådets beslutning, men Columbus er gammel og udtjent. Så selv om den nu bliver renoveret endnu engang, lever den på lånt tid. Og det er en forholdsvis dyr spøg at holde den sejlende. Derfor fortsætter arbejdet også for at få sikret en mere fremtidssikker løsning i form af en ny færge, inden det er for sent.Her ville det klæde Halsnæs Kommune også at komme til lommerne.

– De har mindst lige så stort udbytte af den her færgerute som vi har i Frederikssund. Men deres andel af udgifterne er vel bedst at betegne som latterligt småt. Så det er på tide, at de også kommer ind i kampen, fortsætter Kenneth Jensen.

Derfor vil styregruppen da også fortsat presse på for, at der i de to kommuner arbejdes videre med deres forslag om at anskaffe en ny dieselelektrisk færge. Når den er klar til at blive indsat på overfarten, skal det ske i et nyt kommunalt ejet rederi med kommunalt ansat personale, og færgen finansieres ved leasing, som ikke belaster kommunens anlægsbudget.

– Alle må kunne se, at det er en ren vindersituation for både Frederikssund og Halsnæs kommuner at få en helt ny færge; en færge som tilmed ret let kan omstilles til ren eldrift om nogle år – og hvis det så kan ske med en minimal belastning af driftsbudgettet og helt friholde anlægsbudgettet, så bliver det ikke bedre siger Kenneth Jensen.

/TS

Andre artikler fra denne uge