Cirklens karikatur

Torsten Warrer er en overlæge i psykiatri, der skriver en satirisk, virkelighedsnær roman, om en overlæge i psykiatri.

Ny roman giver intenst og virkelighedsnært blik på psykiatrien.

HORNSHERRED: Torsten Warrer har tidligere skrevet romaner, hvis handling udspiller sig i Hornsherred. Nu har overlægen i psykiatri skrevet ’Cirklens karikatur’ om netop en overlæge i psykiatri, der bryder sammen efter indvielsen af milliarddyrt sygehus.

Det er formentlig ikke set før, at en overlæge i psykiatri skriver en satirisk, virkelighedsnær roman, om en overlæge i psykiatri der bryder sammen og bliver indlagt på sin egen psykiatriske afdeling. Torsten Warrer er overlæge ved Retspsykiatrisk afdeling Slagelse og ved Militærpsykiatrisk ambulatorium, Rigshospitalet. Han er desuden medlem af Retslægerådet og Lægekonsulent i Ankestyrelsen.

Satire og psykiatrien
Torsten Warrer giver i romanen et levende og intenst blik på arbejdet i psykiatrien og de hårfine grænser mellem læge og patient, mellem syg og rask.

– Det er historien om, hvordan sindet i den velmenende psykiater, Janus Fallesen, bryder sammen, da han lader sig lokke til at deltage i åbningen af et milliarddyrt sygehus, fortæller Torsten Warrer.

Bogen rummer en god portion satire, når Torsten Warrer viser alle facetter af psykiatrien, også hvordan tidens reformer og digitalisering rammer ind i hverdagen.

Som når sundhedsministeren i det indledende kapitel under den fornemme reception på det nye sygehus – inspireret af virkelige begivenheder – bliver låst inde på toilettet, fordi teknologien svigter.

– Jeg håber, læserne vil opleve det som tankevækkende at møde det psykiatriske system fra alle vinkler set med en fagpersons øjne, siger Torsten Warrer.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Afsted med skraldet

HORNSHERRED: Som opmærksomme borgere nok har noteret sig, er indsamlingen af alle slags affald for længst genoptaget i både Lejre

Læs mere »