Hvis du havde spurgt mig for et par år siden, om mine forældre frivilligt ville tage på sheltertur, havde jeg svaret ”aldrig i livet”. Ikke fordi de ikke er friske – men fordi de mere er til hygge i haven, dørhåndtag og kaffe brygget af noget med filter. Men sidste uge blev jeg klogere! Uden en decideret anledning pakkede en flok voksne mennesker 50+ liggeunderlaget og tog på Shelter tur – bare fordi. Med mod på eventyr er det ingen sag at bruge en weekend på at bage boller over bål, grine under stjernerne og vågne med ryggen i spænd og hjerterne fulde.
Det lyder måske som en reklame for friluftsforeningen, men det var ægte. Og det så ærligt talt vidunderligt ud på billederne. Det er lige præcis det, jeg elsker ved Hornsherred: Selv efter årtier, kan jeg stadig blive overrasket. Her er plads til det skæve. Det spontane. Det med, at selv et shelter kan blive til en fest!
Vi har måske ikke metro, Michelin eller musicals på hvert gadehjørne – men vi har ildsjæle. Og ildsteder.
Som sangeren Mumle synger i de første to linjer af sangen ”Fra Jylland til København”: Tag mig hjem til hvor jeg kom fra – Hvor alle folk er på fornavn
Jeg er min mors datter hvilket indebærer et enormt ”drive”, på godt og ondt. Jeg kan ikke tælle på to hænder hvor mange gange jeg har fået skudt i skoen, at al den energi nok må komme fra en bane coke, eller en moderne diagnose af forskellige bogstaver. Dem der ikke har en base i kunst og naturen, hvilket i Hornsherred er lige så naturligt, som at hilse på naboen med morgenhår i Netto – de kan ikke rigtig forstå, hvordan man kan være både-og. Internationale CBS-Emilie med lidt for mange jern i ilden, pakket ind i støv og snavs på den lokale genbrugsplads – det hænger jo ikke sammen. Siger dem, der ikke ved, at det netop er på grund af en solid base i naturen, roen, traditionerne og fællesskabet, at alle de andre vilde ting kan lade sig gøre. Som for eksempel at komme i lokalavisen med min første klumme!
Jeg har grebet denne her klumme an med den typiske Pippi attitude: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!” Derfor tænker jeg, at det er oplagt at dele lidt mere om mig selv, inden vi dykker ned i mere spændende ting og sager. Jeg er vokset op i den nederste del af Hornsherred i Kirke-Såby, hvor jeg i sin tid gav den gas som elevrådsformand. I dag er jeg flyttet op i den anden ende til Jægerspris, i det jeg kalder mit ”forever” hjem. Her har jeg blandt andet fejret mit bryllup og planlægger at dø i min seng efter et langt, lykkeligt liv. God plan, ik?
Så er der en masse projekter, drømme og mål i midten – men det geniale ved at have en base her er, at lige meget hvad livet byder på, så vil de magiske troldetræer for enden af Vinkelvej og Grevinde Danners gravsted stadig være her, længe efter min skovbegravelse ved familiens træ. Det mest magiske i livet for mig, er den tid og de oplevelser, vi har sammen – store som små, gode og dårlige. For selvom mit største mål i livet er at blive en såkaldt ”supercentarian” (en person der er 110 år, eller ældre), så er det stadig alt for kort tid til at opleve alt hvad livet har at byde på.
Tricket er vel at nyde så mange af de øjeblikke vi får. Det er i hvert fald det jeg prøver på. Med en god is i den ene hånd, min mand i den anden og en aftentur i Jægerspris slotspark, kan livet så blive bedre?
Jeg plejer at skrive kort og digitalt – ikke langt og trykt. Og ja, jeg ved godt det hele måske blev lidt for sødt. Men det er sådan, jeg er. Takket være mine forældre og alle ildsjælene i Hornsherred. Lidt for sød, med en ekstra stor skefuld honning i the’en – lokalt produceret, naturligvis.
Emilie Schytte er iværksætter, forfatter, kunstner og formand for SIND Frederikssund-Egedal. Hun er folketingskandidat for Borgernes Parti og har en HA(psyk.) og Cand.merc.SOL fra CBS samt en bachelorgrad i HUMTEK fra Roskilde Universitet. Opvokset i Kirke-Såby og bosat i Jægerspris – stadig med hjertet i Hornsherred.
