Aktivitetsdag ved Hammergården på Vilde blomsters dag

Aktivitetsdag ved Hammergården på Vilde blomsters dag

HORNSHERRED: Hammergården er et stort naturområde i Hornsherred, som alt for få kender og færre bruger.

Det blev opkøbt af staten i forbindelse med en stor landskabsfredning for at skabe gode rekreative forhold for lokalbefolkningen.

Der er mulighed for ture langs stranden og ud i vandet, der er skov, åbne græsningsområder, sø og mose, udsigtspunkter mm. Der er flere sheltere og mulighed for teltslagning

Danmarks Naturfredningsforening vil gerne slå et slag for alle disse herligheder ved et arrangement den 18. juni.

Det bliver en form for åbent hus, hvor man mellem klokken 10 og 14 kan komme og gå som det passer og i det tempo, der passer en selv.

Ved Kajakklubben er der en base, hvor der udleveres kort og beskrivelser af turforslag – de dækker både natur og kulturhistorie.

Tanken er, at man kan vende tilbage til basen og få flere oplysninger eller hjælp til at finde ud af, hvad man har fundet. Derefter kan man starte på en ny tur, der kan blive til et nyt ben i en stjerne.

Blomster og badetøj

Turen er arrangeret i samarbejde med Botanisk Forening, og dagen er lagt på Vilde blomsters Dag, hvor der er 64 blomsterture i Danmark.

Ved basen vil der være folk, der kan hjælpe med at bestemme deltagernes fund, og meget gerne registrere dem på basen arter.dk.

Ved vandet ved Hammerkrogen står der en marinbiolog og er med til at undersøge, hvad der kan findes på det lave vand.

Vejrudsigten taler for at tage badetøjet med. Enten kan man bade fra kommunens badebro tæt ved Orøfærgen, eller man kan bare vade ud, hvor der ser lækkert ud.

Friluftsforeningen

Ved basen vil der også være repræsentanter for Friluftsforeningen Hammergåden.

De vil fortælle om tanker og vanskeligheder for at udbygge faciliteter på foreningens område.

I øjeblikket vil de gerne have lavet handicapsheltere og ikke mindst toiletter med offentlig adgang.

Tag gerne en madpakke og noget at drikke med.

Mødested: Hammer Bakke 13. Her er gode parkeringsforhold.

Tilmelding: på frederikssund@dn.dk

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »