Læserbrev
Af Elizabeth B. S. Kristiansen
Der er noget helt grundlæggende galt, hvis vores første svar på udfordringerne i folkeskolen er at lukke skoler, flytte børn og samle lokalsamfund på færre matrikler.
Jeg er helt med på, at Frederikssund Kommune har en presset økonomi. Jeg er også med på, at vi skal turde tale om prioriteringer, effektiviseringer og nødvendige forandringer. Men jeg nægter at acceptere, at skolelukninger nærmest bliver gjort til en naturlov, fordi økonomien er svær.
I en debat har SF’s Anna Poulsen blandt andet fremhævet, at Frederikssund har landets 10. dyreste skolevæsen, og at der ikke hidtil har været et politisk flertal for de nødvendige investeringer i folkeskolen.
Det er en relevant debat. Men den må ikke stoppe dér.
For jeg savner stadig svar på det helt afgørende spørgsmål:
Har vi undersøgt alle muligheder for at skabe en bedre og mere bæredygtig folkeskole, før vi begynder at lukke de skoler, der er en helt afgørende del af vores lokalsamfund?
Et dyrt skolevæsen er ikke nødvendigvis et argument for at lukke skoler
Hvis Frederikssund Kommune har et dyrt skolevæsen, skal vi naturligvis undersøge hvorfor. Men så skal vi også turde se på hele regnestykket.
Hvad skyldes udgifterne? Hvor meget går til specialområdet? Hvor meget skyldes manglende tidlig indsats? Hvad koster det, når børn ikke får den rette hjælp i tide? Hvad koster transport, bygningsdrift, administration og de efterfølgende tilpasninger?
Og vigtigst af alt: Hvilke investeringer kan faktisk forebygge større udgifter på længere sigt?
Det er for nemt at bruge en placering på en rangliste som argument for, at strukturen skal ændres. Først skal vi være enige om, hvad der sammenlignes, hvilke udgifter der indgår, og om kommunerne overhovedet er sammenlignelige.
Hvis vi vil tale om økonomi, skal vi tale om hele økonomien – ikke kun de tal, der passer ind i en bestemt løsning.
Hvor er det samlede regnestykke?
BDO’s analyser og det fremlagte forslag rejser efter min mening en række spørgsmål, som borgerne har krav på at få ordentlige svar på.
Den foreslåede struktur forventes at kunne frigøre 19,2 millioner kroner årligt, når den er fuldt implementeret i 2031.
Men hvad koster det at komme dertil?
I det materiale, vi har beskæftiget os med, er der peget på anlægsudgifter på mindst 26,2 millioner kroner. Samtidig er der spørgsmål om kapacitet, klasselokaler, ombygninger, transport, SFO, specialtilbud og de samlede konsekvenser for børn og medarbejdere.
Hvis der skal investeres massivt i at gøre modtagerskolerne klar, skal disse udgifter naturligvis med i den samlede økonomiske vurdering.
Det er ikke nok at præsentere en fremtidig driftsbesparelse. Vi skal kende investeringerne, følgeudgifterne, risiciene og de reelle nettobesparelser.
En besparelse på papiret er ikke nødvendigvis en besparelse i virkeligheden.
Hvorfor udvikler vi ikke de skoler, vi allerede har?
Noget af det, jeg savner allermest i denne proces, er en reel vilje til at tænke anderledes.
Hvorfor er det ikke en langt større del af løsningen at udvikle vores eksisterende lokalsamfund?
I Skuldelev har vi gennem årene set meget begrænset boligudvikling. Der er blandt andet blevet talt om, at kun to nye huse er kommet til over en periode på omkring 15 år. Samtidig har der været ønsker og muligheder for udvikling, som ikke er blevet realiseret.
Vi kan ikke på den ene side beklage os over manglende elevgrundlag og på den anden side undlade at skabe rammerne for, at børnefamilier kan flytte til og blive boende i vores mindre bysamfund.
Hvor er den langsigtede plan for bosætning? Hvor er samarbejdet om nye boliger, attraktive byggegrunde og udvikling af de mindre byer?
Vi skal ikke bare tilpasse vores skoler til den befolkning, vi har i dag. Vi skal også skabe en kommune, hvor børnefamilier har lyst til at bosætte sig i morgen.
Skuldelev og Dalby fortjener at blive vurderet hver for sig
Jeg mener også, at vi skal holde op med at behandle Skuldelev og Dalby som ét samlet problem.
De to skoler har forskellige forudsætninger, forskellige lokalsamfund og forskellige muligheder.
En løsning, der måske giver mening ét sted, er ikke nødvendigvis den rigtige et andet sted.
Hvorfor ikke undersøge de to skolers udviklingsmuligheder individuelt og reelt? Hvorfor ikke lade lokale kræfter, forældre, medarbejdere, erhvervsliv og foreninger være med til at skabe konkrete udviklingsplaner?
Skuldelev kunne eksempelvis udvikles med en stærk natur- og udeskoleprofil, hvor fjorden, skoven, naturen og de lokale ressourcer bliver en aktiv del af undervisningen.
Vi har mulighederne lige uden for døren.
Vi har et lokalsamfund med engagement, foreningsliv, erhvervsdrivende og mennesker, der gerne vil bidrage.
Det er ressourcer, som ikke nødvendigvis fremgår af et regneark, men som har enorm værdi for både børnene og kommunen.
Hvor mange børn kan vi egentlig presse ind i ét klasselokale?
Der er endnu en meget vigtig ting, som jeg synes mangler i debatten: Hvad sker der med børnene, når vi samler flere og flere elever i de samme klasser og lokaler?
Vi taler om kapacitet, klassetrin, elevtal og økonomiske besparelser. Men taler vi nok om pladsen til at være barn?
Vi ved fra forskningen, at klassestørrelse har betydning for børns trivsel. En dansk undersøgelse fra VIVE har blandt andet vist, at større klasser i indskolingen kan øge børnenes oplevelse af fysisk og følelsesmæssig belastning.
DTU’s Masseeksperiment har desuden undersøgt indeklimaet i hundredvis af danske skoleklasser og dokumenteret udfordringer med luftkvaliteten.
Vi ved, at dårlig luft, utilstrækkelig ventilation, støj og høje lydniveauer kan påvirke børns koncentration, indlæring og trivsel.
Og så er der uroen, de mange indtryk og manglen på plads.
Forestil jer at være et barn, der har brug for ro, fordybelse, struktur og en voksen, der har tid til at se én. Forestil jer så at skulle sidde i et lokale med rigtig mange andre børn, hvor lydniveauet er højt, luften bliver tung, og der konstant sker noget omkring én.
For nogle børn er det ikke bare lidt irriterende. Det kan være en reel barriere for at trives og lære.
Vi risikerer at komme til at behandle børn som dyr i en produktionshal, hvor det vigtigste bliver, hvor mange der kan være på samme plads. Jeg ved godt, at sammenligningen er hård, men det er også hårdt at forestille sig, at vores børns skolehverdag skal indrettes efter, hvor mange elever der kan presses ind på færrest mulige kvadratmeter.
Børn har brug for plads. Ikke kun fysisk plads, men også plads til at blive set, hørt, forstået og mødt.
I store klasser risikerer vi, at børn forsvinder under radaren.
Det stille barn, der ikke rækker hånden op.
Barnet, der ikke forstår opgaven, men ikke tør spørge.
Barnet, der mistrives, men ikke larmer nok til at blive opdaget.
Barnet, der har brug for lidt ekstra hjælp, men hvor læreren allerede har 25-28 andre elever at tage sig af.
Det er ikke nødvendigvis lærernes manglende vilje eller engagement. Det er et spørgsmål om rammer og ressourcer.
Når lærerne samtidig bruger en betydelig del af undervisningstiden på at skabe ro og håndtere uro, hvor meget tid er der så reelt tilbage til nærvær, faglig fordybelse og det enkelte barn?
Vi skal passe på med at tro, at større skoler og større klasser automatisk betyder bedre faglige miljøer.
Et større elevtal skaber ikke i sig selv flere hænder, mere nærvær eller bedre undervisning.
Tværtimod bør vi spørge:
Hvor mange børn kan et klasselokale reelt rumme, uden at det går ud over luftkvalitet, støj og plads?
Hvordan sikrer vi, at lærere og pædagoger har tid til at se det enkelte barn?
Hvordan vil kommunen sikre ro, trivsel og tryghed for børn med særlige behov?
Hvilke konsekvenser får større klasser for de børn, der allerede har svært ved at finde deres plads i fællesskabet?
Hvis vi virkelig ønsker at investere i børnene og forebygge dyre specialindsatser senere, skal vi begynde med at skabe rammer, hvor børnene kan trives fra starten.
Vi skal ikke vente, til børnene mistrives, mister skoleglæden eller får brug for omfattende støtte, før vi reagerer.
Det billigste på et regneark kan ende med at blive det dyreste for et barn.
Vi skal investere i børnene – ikke kun flytte rundt på dem
Anna Poulsen skriver selv, at det er vigtigt at investere i børnene både her og nu og for at spare penge på længere sigt, når børn får den rette hjælp i tide.
Det er jeg fuldstændig enig i.
Men så skal vi også turde tage den konsekvens alvorligt.
Tidlig indsats handler ikke kun om specialundervisning og støtteforanstaltninger. Det handler også om trygge rammer, nærværende voksne, stærke relationer, lokale fællesskaber og skoler, hvor børn bliver set og mødt som de mennesker, de er.
Når vi taler om børn med særlige behov, skal vi også spørge, hvad der sker, når vi fjerner deres kendte rammer, relationer og tryghed.
Hvilke konsekvenser kan det få? Hvilke ressourcer kræver det at skabe nye fællesskaber? Og hvem tager ansvaret, hvis det ikke fungerer?
Det er spørgsmål, der fortjener mere end generelle formuleringer om, at større enheder automatisk giver bedre faglige miljøer.
Størrelse er ikke i sig selv lig med kvalitet.
Vi har brug for politikere, der tør tænke langsigtet
Jeg synes, det er tankevækkende, at vi bruger så meget energi på at diskutere, hvordan vi kan samle og lukke, men langt mindre energi på at diskutere, hvordan vi kan udvikle og skabe vækst.
Vi skal turde se på:
En aktiv bosætningsstrategi for kommunens mindre byer.
Flere attraktive boliger og byggegrunde i eksisterende lokalsamfund.
Tidlig forebyggende indsats, så færre børn får behov for omfattende støtte senere.
Bedre udnyttelse af skolernes eksisterende faciliteter og lokale ressourcer.
Individuelle udviklingsplaner for Skuldelev og Dalby.
Alternative skoleprofiler, partnerskaber og samarbejder med forenings- og erhvervslivet.
Et fuldt økonomisk overblik over både besparelser, investeringer og følgeudgifter.
Ordentlige fysiske rammer med fokus på klassestørrelser, indeklima, støj og børnenes trivsel.
Det er ikke urealistiske drømme. Det er forslag, der fortjener at blive undersøgt seriøst, før man træffer så vidtrækkende beslutninger.
Vi har allerede vist, hvad et lokalsamfund kan
De seneste dage har vist noget helt særligt.
Da vores lokalsamfund stod over for truslen om at miste sin skole, rejste mennesker sig. Forældre, bedsteforældre, børn, medarbejdere, foreninger, erhvervsdrivende og borgere stod sammen.
Vi har oplevet et engagement, som burde være en inspiration for hele kommunen.
Og selvom vi har opnået et vigtigt resultat undervejs, er vores arbejde langt fra slut.
Nu skal vi sammen med skolen, politikerne og lokalsamfundet løfte Skuldelev Skole, udvikle den og sikre, at den bliver et endnu stærkere tilbud for vores børn.
Jeg er stolt af at kunne kalde Skuldelev mit hjem. Stolt af at kende så fantastiske mennesker og endnu mere stolt af den skole, vi har.
Men jeg ønsker også, at andre lokalsamfund i Frederikssund Kommune får samme mulighed for at kæmpe for deres fremtid.
Det handler ikke kun om Skuldelev. Det handler om hele kommunen.
Nu skal politikerne vise, at de lytter
Jeg vil gerne anerkende, at der er politikere, som har lyttet, stillet spørgsmål og været villige til at undersøge alternativer.
Men vi har også oplevet at forsøge at komme i dialog med vores egne politikere og fremlægge forslag og idéer uden at få den lydhørhed og konkrete opfølgning, som situationen kræver.
Borgerinddragelse må ikke bare være noget, man skriver i et dokument. Det skal kunne mærkes i den måde, man arbejder på.
Og når borgerne kommer med konkrete forslag, skal de behandles med samme seriøsitet som konsulentrapporter og administrative anbefalinger.
Jeg vil derfor gerne stille politikerne nogle helt konkrete spørgsmål:
Vil I fremlægge det fulde økonomiske regnestykke, inklusive anlægsudgifter, følgeudgifter, transport og eventuelle ekstra udgifter til specialområdet?
Vil I undersøge Skuldelev og Dalbys udviklingsmuligheder hver for sig, før der træffes en endelig beslutning?
Vil I udarbejde en konkret plan for, hvordan boligudvikling og bosætning i de mindre lokalsamfund kan styrke elevgrundlaget?
Vil I undersøge alternative skoleprofiler og lokale partnerskaber frem for udelukkende at fokusere på sammenlægninger?
Hvordan vil I sikre, at børn med særlige behov ikke bliver taberne i en ny struktur?
Hvordan vil I sikre, at eventuelle besparelser faktisk bliver investeret i bedre undervisning, flere ressourcer og tidligere hjælp til børnene?
Hvordan vil I sikre, at klasselokalernes størrelse, ventilation, støjniveau og fysiske rammer følger med, hvis flere børn samles på færre skoler?
Hvilke konkrete garantier vil I give for, at det enkelte barn fortsat bliver set, hørt og hjulpet i hverdagen?
Det er ikke urimelige spørgsmål. Det er spørgsmål, som bør være helt centrale i en så stor beslutning.
Folkeskolen er en investering i hele vores samfund
Jeg er ikke imod forandringer. Jeg er ikke imod at se på økonomien. Og jeg er bestemt ikke imod at finde bedre løsninger.
Men jeg er imod, at vi gør lukninger til løsningen, før vi har undersøgt alle alternativer.
En folkeskole er ikke bare en bygning med klasselokaler. Den er et fundament for børnene, familierne, foreningslivet, bosætningen og sammenhængskraften i vores lokalsamfund.
Når en skole forsvinder, forsvinder der ofte langt mere end undervisning. Det kan få konsekvenser for hele byens fremtid.
Vi skal selvfølgelig passe på kommunens økonomi. Men vi skal også passe på de værdier, som gør Frederikssund Kommune til et godt sted at vokse op og leve.
Vi skal ikke bare spørge, hvad det koster at bevare vores skoler. Vi skal også spørge, hvad det kommer til at koste os, hvis vi mister dem.
For mig handler det her ikke om at vinde en politisk diskussion. Det handler om at træffe de rigtige beslutninger for vores børn – ikke kun for de næste fire år, men for de næste generationer.
Lad os få en debat, hvor vi tør tænke nyt, hvor vi tør investere, og hvor vi ser vores lokalsamfund som en del af løsningen frem for en udgift, der skal fjernes.
Vi skal ikke bygge et skolesystem, hvor målet er at få flest mulige børn ind på færrest mulige kvadratmeter.
Vi skal bygge en folkeskole, hvor der er plads til det enkelte barn – også det barn, der ikke råber højest.
Vores børn er ikke en besparelsespost. De er vores vigtigste investering.
