FC Hornsherred tilbage i Serie 2 efter en rigtig arbejdssejr.
Af Bjarne Svegaard
HORNSHERRED: FC Hornsherred (FCH) er tilbage i Serie 2, efter en 2-1 sejr over Allerød FK (AFK) lørdag på Allerøds kunstgræsbane. Det skete efter kun et halvt år som Serie 3-hold.
Svær 1. halvleg
AFK var dominerende fra start, og det lignede ikke et hold, der kun havde fået ét point i de to sidste kampe. Det var også en af de fem nye udtagne spillere, Villads Hougaard, der scorede til 1-0 efter 17 minutter. AFK havde brug for en storsejr med mindst fem overskydende mål, og de to hold kæmpede intenst
Dommeren lod spillerne kæmpe, og bør roses for ikke at fløjte kampen i stykker. Det gjaldt for FCH om ikke at komme yderligere bagud, og det lykkedes.
FCH vendte kampen
FCH fik gang i omstillingsspilet efter pausen, og det gav kæmpe selvtillid, da Victor Schou-Schmidt gjorde det til 1-1 efter 58 minutter. Nu livede tilskuerne op, og efter en optælling af Christina Rungstrøm viste det sig, at 95 tilskuere fra Hornsherred var troppet op på lægterne.
Med hurtigt 1-2 spil fik FCH presset AFK i både spil, løb og kondition. Sejrsmålet til 1-2 kom efter 76 minutter, da Malthe Song Toftegaard udnyttede en pasning fra Julius Mølsted-Ylönen.
Dramatik og hyldest
Afslutningen blev dramatisk. I løbet af ni minutter var der først et gult kort til Victor Schou-Schmidt. og derefter fulgte tre gule og et rødt kort til AFK. Det sidste gule kort blev hurtigt vekslet til et rødt.
– Spilleren stak en albue ud da jeg løb forbi ham, så jeg var ved at miste pusten, forklarede dommer Richard O’dwyer efterfølgende.
– Vi trak lidt ned i starten af 2. halvleg, pressede dem i løb og fik de hurtige pasninger til at fungere optimalt, samtidig med at alle gav alt, hvad de havde i sig, sagde en glad cheftræner Brian Slovic-Petersen, og kunne glæde sig sammen assistent Marc Rossing Pedersen og formand Lennie Hansen og de mange tilskuere, medens champagnen og gule sejrshatte indtog banen Kort efter kampen blev den hurtige tekniker Malthe Song Toftegaard kåret til sæsonens spiller.
Eneste ubesejrede
FCH blev pulje 1’s eneste ubesejrede hold og tilføjede den anden op rykker, Helsinge, det eneste nederlag. Samtidig kan FCH glæde sig over, at blandt de 97 hold i Serie 3, var det kun Ishøj og Vordingborg, der ligesom FCH gik ubesejret gennem sæsonen.









