Når julen flytter ind på Gershøj Kro

Når julen flytter ind på Gershøj Kro
Udsigten fra krostuen skifter fra årstid til årstid.

Ved Gershøj Havn, helt ned til Roskilde Fjord, ligger Gershøj Kro & Strandhotel. Når julen nærmer sig, skal der naturligvis også være plads til en rigtig julefrokost.
Der er noget særligt over Gershøj, når efteråret bliver til vinter. Sommerens liv på havnen er stilnet af, mørket falder tidligere på, og Roskilde Fjord skifter karakter. Men indenfor på Gershøj Kro begynder en anden sæson. Her gøres klar til en af årets hyggeligste traditioner: julefrokosten.
Bag kroen står Trine Borre, som siden 2022 har været direktør for Gershøj Kro. Hun er efterhånden blevet kendt som kroens ”kromutter” – en titel, der passer ganske godt til et sted, hvor det personlige værtskab og den klassiske krostemning gerne må fylde.
For Gershøj Kro er ikke kun et sted, man kommer for at spise. Det er også et samlingspunkt for mennesker fra lokalområdet og for gæster, der tager turen ud til den lille havn ved fjorden.

Jul med udsigt til fjorden
Her er ambitionen at skabe den slags julefrokost med kolleger, venner eller familie, hvor man ikke behøver skynde sig videre. Der skal være julemad på bordet, noget godt i glasset og tid til at nyde selskabet.
Senere på aftenen bliver der skruet op for musikken og gjort plads til dans og fest.

En kromutter med mange bolde i luften
Trine Borre er ikke ny i erhvervslivet. Hun har gennem en årrække været involveret i flere virksomheder, men på Gershøj Kro har hun taget rollen som kromutter på sig.
Det betyder også, at hverdagen på kroen handler om langt mere end at servere mad.
En kro skal være restaurant, selskabssted, hotel og mødested på én gang. Den skal kunne rumme den stille frokost ved fjorden, den store familiefest og den aften, hvor kollegerne smider arbejdstøjet og mødes til årets julefrokost.

Andre artikler fra denne uge