Styrket dialog mellem kommunen og byggebranchen

Styrket dialog mellem kommunen og byggebranchen
Kataloget ’Et stærkt fundament for lokal udvikling’ samler erfaringer og anbefalinger fra bygge- og anlægsbranchen.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Hvordan skaber kommunerne gode og forudsigelige rammer for bygge- og anlægsbranchen?

Det giver DI Byggeri nu en række konkrete bud på i kataloget Et stærkt fundament for lokal udvikling. Kataloget samler erfaringer og anbefalinger fra bygge- og anlægsbranchen og skal være med til at kvalificere dialogen mellem kommuner og virksomheder.
Anbefalingerne handler blandt andet om effektiv og forudsigelig byggesagsbehandling; enkle og ensartede rammer for udbud og planlægning; kommunernes rolle i den bæredygtige omstilling samt bedre muligheder for at tiltrække arbejdskraft til bygge- og anlægsbranchen.

Vigtig dialog
For Frederikssund Kommune er dialogen med det lokale erhvervsliv en vigtig del af arbejdet med at skabe gode rammer for vækst og udvikling. Borgmester Anne Sofie Uhrskov ser frem til at drøfte anbefalingerne med DI Byggeri.
– Et godt samarbejde mellem kommunen og det lokale erhvervsliv er vigtigt, hvis vi skal skabe gode rammer for vækst og udvikling. Derfor er det værdifuldt, når virksomhedernes erfaringer og perspektiver bliver bragt ind i dialogen. Det giver os mulighed for både at lytte, lære og sammen finde løsninger, der fungerer i praksis, siger hun.

Styrket lokal vækst
DI Byggeris katalog peger blandt andet på, at kommunerne kan styrke den lokale vækst gennem klare planer, professionelle udbud, effektiv sagsbehandling og ambitiøse krav til bæredygtighed.
Bygge- og anlægsbranchen spiller en vigtig rolle i den regionale udvikling. Attraktive boliger, stærk infrastruktur og bæredygtig omstilling er med til at tiltrække både borgere og virksomheder og skabe stærke lokalsamfund.
Samtidig oplever virksomhederne forskelle i kommunernes service, sagsbehandling og erhvervsdialog. Derfor efterlyser DI Byggeri mere videndeling og et tættere samarbejde mellem kommunerne og de lokale bygge- og anlægsvirksomheder.
Kataloget er udarbejdet af DI Byggeri og de ni byggeregioner, som arbejder for at styrke samarbejdet mellem bygge- og anlægsbranchen og kommunerne.

/TS

Andre artikler fra denne uge