SØNDERBY: Skibby Arkiv har dette foto fra Sønderby Bro nr. 44. Desværre er arkivets udgave ikke særlig god, så man vil meget gerne scanne det originale foto.
Drengen i midten er Knud Pedersen, som senere blev gårdejer på ”Brodal” i Onsved. Bagved ham står hans forældre, tømrer Peder Jensen Pedersen og Mette Kirstine Nielsine, som var født Larsen. De to yngre drenge er Børge Trasbo Hansen og hans storebror Gunnar. Den unge kvinde yderst til venstre er Knud Pedersens ældre søster Klara.
– På arkivet undrer vi os over, hvem den statelige herre med hat, frakke og urkæde er. Måske er der nogen, der kan hjælpe? spørger Anne-Marie Jørgensen fra Lokalhistorisk Arkiv i Frederikssund.







