Lokalbrag mod Kirke Hyllinge venter.
Af Bjarne Sveegaard
HORNSHERRED: To turneringskampe på Skibby Stadion med fire dages mellemrum gav fire point på kontoen for FC Hornsherred (FCH) i Serie 3, Pulje 1, – men alligevel lidt skuffende at det ikke blev til seks point.
Fik ram på topholdet
Helsinge havde, som det eneste hold, vundet fire sejre i træk, men FCH præsterede klart sæsonens bedste kamp, og vandt med 4-2 i en publikumsvenlig kamp. Begge hold var angrebsivrige, og der var ikke noget med at stille sig tilbage og forsvare.
Malthe Song Toftegaard scorede til 1-0 efter 11 minutter, og omkring den halve time øgede Mikkel Song Wiegaard til 2-0. Gæsternes topscorer August Sørensen reducerede til 2-1 efter 38 minutter, inden Malthe Song igen var på pletten og trykkede af til 3-1 fire minutter før pausen.
Spændingen og det voldsomme tempo fortsatte i 2. halvleg. August Sørensen skabte fornyet spænding til 3-2 efter 64 minutter, og hvad blev det næste træk for holdene? Helsinge pressede på, men med sit tredje dagsmål øgede Malte Song Toftegaard til 4-2 efter 88 minutter. På spillet og tempoet kunne man se, at begge hold var nedrykkere fra Serie 2, og de blev også klappet fra banen.
Stort pres uden mål
Frederiksværk FK kom til lørdagens kamp med én sejr i fem kampe, men med et fornyet hold med flere U-19 spillere. Det gav pote efter fem minutter, hvor FCH ikke fik sparket væk, og så scorede Emil Forsmann Holm til 0-1.
Trods overvægt i spil, havde FCH svært ved at dirke gæsternes forsvar op. Det lykkedes dog for Victor Schou-Schmidt at udligne til 1-1 efter 35 minutter. Med hjælp fra målstænger og en dygtig målmand måtte FCH nøjes med 1-1.
Lokalbrag forude
Fredag klokken 18.30 venter et sandt lokalbrag mellem naboklubberne Kr. Hyllinge og FC Hornsherred på Kr. Hyllinge Stadion. Nu hvor over halvdelen af kampene i sæsonen er afviklet, er begge hold blandt de fem klubber, der kæmper om to oprykningspladser.







