Teatret har premiere på Henrik P. – En Kærlighedshistorie, der også kommer til Sønderby og Skibby.
FREDERIKSSUND: Ny forestilling giver et glimt ind i nobelprismodtageren Henrik Pontoppidans univers gennem historien om to almindelige, fejlbarlige og forelskede mennesker.
Fredag 18. september har Parkteatret – Frederikssund Kommunes Egnsteater – premiere på Henrik P. – En Kærlighedshistorie. Den nye forestilling giver publikum et glimt ind i nobelprismodtageren Henrik Pontoppidans forfatterskab gennem historien om to mennesker, der forsøger at finde vej i livet og kærligheden.
Forestillingens ramme er et bibliotek. Et foredrag om kvindefigurerne i Henrik Pontoppidans roman ”De dødes rige” skal til at begynde, og foredragsholderen har gjort sit hjemmearbejde godt. Hun ved, hvad hun vil sige. Men forstyrrelserne trænger sig på, og pludselig vender fortiden tilbage.
Livets valg
Henrik P. er først og fremmest en historie om kærlighed. Dramatiker Lise Jørgensen har skrevet en forestilling om to nutidsmennesker med hver deres fortid og udfordringer. Og som på hver deres måde elsker Henrik Pontoppidans litteratur.
– Henrik P. er en forestilling om det, der sker mellem mennesker. Ligesom Henrik Pontoppidans bøger og noveller handler forestillingen om alle de valg, vi tager eller ikke tager gennem livet. Skuespillerne Kristine Nørgaard og Jesper Riefensthal skildrer dem virkelig levende i Solveig Weinkouffs instruktion – det er en forestilling, jeg glæder mig rigtig meget til at præsentere, siger teaterleder Karen Nielsen.
Henrik P. fra Østby
Forestillingen har desuden en stærk lokal forankring. Henrik Pontoppidan boede nemlig i en periode i Østby, og med Henrik P. vender hans ord og ånd tilbage til området – ikke kun til Parkteatret, men også til en række andre byer, hvor forestillingen præsenteres i løbet af september og oktober.
– Vi kommer til at præsentere Henrik P. i netop det lokalområde, hvor jeg formoder, at Pontoppidan havde sin gang, da han boede i Østby. Derfor glæder jeg mig særligt meget til at vi skal spille forestillingen i byer som Sønderby og Skibby, siger Karen Nielsen.
Henrik P. – En Kærlighedshistorie spilles i perioden 18. september til 13. oktober på Parkteatret og rundt omkring på kommunens biblioteker.
Kommer til Sønderby
Tirsdag 22. september kan man i Sønderby Kulturhus opleve forestillingen Henrik P. Det er en scenekunstnerisk undersøgelse af forfatteren Henrik Pontoppidans sanselige og samfundskritiske universer – iscenesat som et foredrag, der gradvist går i opløsning og åbner sig for noget langt mere eksistentielt og uforudsigeligt.
Pontoppidans stemme bliver levende: i billeder, i sprog, i lyd og i berøring. Det er ikke længere et foredrag. Det er fortiden, der vender tilbage.
/TS







