Af Tomas Skov
GERLEV: En lille del af Indien er rykket til Bygaden 20 i Gerlev. Faktisk åbnede Nirvair Singh allerede for kunder 19. juni i BSJ Indisk Pizza & Grill, der ligger ved siden af den nu lukkede købmand i Gerlev.
Nu lyder Pizza & Grill måske ikke helt så eksotisk, som indehaverens navn kunne antyde. Men udover et bredt udvalg af burger, pizza, kebab og Halv ørn i rede, så har Nirvair Singh også taget ansvar for at bringe indiske klassikere som Lamb Tikka Masalaoog Chicken Korma til Gerlev.
– Madlavning er min hobby. Så jeg bliver helt frisk, når jeg går i køkkenet efter en lang arbejdsdag, fortæller den travle kok, der i forvejen driver købmandsbutikken Let-Køb på Marbækvej 18 i Frederikssund og i februar åbnede BSJ Indisk Køkken i Birkerød.
Kører langt efter mad
Nirvair Singh har med andre ord drevet det til noget, siden han kom til Danmark sidst i 1990’erne og begyndte at arbejde som kok.
I 2005 overtog han købmandsforretningen i Frederikssund, og så blev det ved det en del år, mens han stiftede familie.
– Jeg bruger stadig mest tid i købmanden. Men jeg har nogle ansatte, og et par af mine børn er også blevet medarbejdere, fortsætter han.
Nirvair Singh slipper nu typisk arbejdet i Let-Køb hen på eftermiddagen for at køre til Gerlev og hjælpe til i nogle timer hos byens nye madleverandør. Og selv om åbningen lige op til sommerferien måske ikke var det mest velvalgte tidspunkt, så mærker han efterhånden en stigende bevidsthed om BSJ Indisk Pizza & Grill fra Gerlev og opland.
– Kunderne er stille og roligt begyndt at komme. I lørdags kom der sågar nogle kørende til fra Skibby, så rygtet er begyndt at sprede sig, fortæller Nirvair Singh, der kører med tilbud på 10 procent resten af august, hvis man bestiller på hjemmesiden.







