Læserbrev
Af Jeanette Hassel, Formand for Det Konservative Folkeparti i Frederikssund
Forleden havde jeg et møde, der mindede mig om noget vigtigt: At et godt samarbejde mellem kommune og virksomheder ikke bare opstår af sig selv. Det kræver vilje, tillid og mennesker, der insisterer på at finde løsninger sammen.
Mødet handlede om samarbejdet med Frederikssund Kommune – både en status på det, der er, og på det, der har været. Men lige så vigtigt handlede det om sparring om, hvad vi kan gøre fremadrettet for at skaffe den arbejdskraft, virksomhederne mangler, og samtidig få flere borgere i Frederikssund Kommune tættere på job.
Fra mit arbejdsliv ved jeg, hvor stor forskel det gør, når en lokal virksomhed, Frederikssund Kommunes Virksomhedsservice og Ungekontakten mødes i øjenhøjde. Når der bliver lyttet til virksomhedernes virkelighed. Når der er forståelse for de behov, der findes i hverdagen. Og når der samtidig er et fælles ønske om at skabe muligheder for mennesker, der har brug for en vej ind på arbejdsmarkedet – eller tilbage igen.
Det kan være, når en ung får hjælp til at finde vej ind i en virksomhed. Når en borger får en ny chance på arbejdsmarkedet. Eller når virksomheder og kommune sammen finder en løsning, der både giver mening i hverdagen og for det menneske, det handler om.
Samarbejdet har ikke altid været let. Der har også været perioder, hvor der skulle kæmpes, justeres og lægges energi i relationen fra begge sider. Men netop derfor er pointen vigtig: Vi må ikke give op, når noget er svært.
Jeg anerkender fuldt ud, at der er områder, hvor administrationen i Frederikssund Kommune kan blive bedre. Det skal vi ikke lukke øjnene for.
Men vi skal også huske at se og anerkende det, der faktisk virker. Her oplever jeg et godt samarbejde, som fortjener at blive fremhævet – ikke mindst fordi det netop er den slags dialog og samarbejde, der kan være med til at gøre Frederikssund Kommune mere erhvervsvenlig.
For mig er det meget konservativt: Lokale løsninger, ansvar tæt på hverdagen og stærke fællesskaber mellem kommune, virksomheder og borgere.
Det er sådan, vi skaber muligheder. Sammen.







