KULHUSE: Kunst før Columbus udstiller værker af kunstner Jane Balsgaard i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus lørdag 11. og søndag den 12. juli 2026. Begge dage kl. 13 – 17. Om lørdagen kl. 13.15 fortæller Jane Balsgaard om arbejdet med sine værker. Derudover er kunstneren til stede begge udstillingsdage.
Jane Balsgaard har en lang og helt unik kunstnerkarriere og hun har udstillet rundt om i hele verden, herunder flere gange i Japan. Som 10-årig i 1949 fik hun sin første privatundervisning hos en maler i Sverige og i 1960 – 62 gik hun på Meisterschule i Tyskland. Jane Balsgaard er uddannet på det Det Kgl. Danske Kunstakademi 1972 -78.
Grene, kviste og tang
Et kendetegn for Jane Balsgaards kunst er arbejdet med naturmaterialer. Grene og pilekviste danner ofte et skelet for skulpturer og relieffer som beklædes med håndstøbt plantepapir. Papiret fremstilles af planter og tang, som koges og støbes på mindre rammer.
Som initiativtager af kunstnergruppen TRANSIT har Jane Balsgaard ofte arbejdet med totalinstallationer. Hvor værkerne fordeler sig i rummet på en måde, så beskueren oplever at blive en del af installationen.
På Fyn lærte Jane Balsgaard at svejse, spinde u-kardet uld, spinde, plantefarve og væve. I København at arbejde med glasfiber og bronze.
I Kulhuse viser Jane Balsgaard relieffer, der er fremstillet af pil, bambus og plantepapir, små skibe i støbt glas med sejl af papir, et mindre kirkeskib samt bronzeskulpturer. Endvidere akvareller, der er inspirerede af havet.
Alle er velkomne. Der er gratis adgang.
Kunst før Columbus
I sommerhalvåret arrangeres en perlerække af kunstudstillinger i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus. Navnet ”Kunst før Columbus” er inspireret af den skønne beliggenhed lige før den hyggelige lille færge Columbus, som om sommeren sejler i pendulfart mellem Kulhuse og Sølager og i løbet af få minutter forbinder Hornsherred med Halsnæs. Adressen er Gl. Kulhusvej 149, Kulhuse, 3630 Jægerspris.
/TS








