Hornsherred er noget særligt. Her mødes fjord, skov og åbne landskaber med en historie, der rækker langt tilbage – og med en ro, som mange i dag søger væk fra byerne for at finde. Netop derfor er turismen ikke en tilfældighed, men en naturlig forlængelse af de kvaliteter, vi allerede har. Spørgsmålet er ikke, om vi skal udvikle, men hvordan vi gør det klogt.
Turismen i Frederikssund Kommune er i stærk vækst. Med en omsætning på næsten én milliard kroner i 2024 er det tydeligt, at området allerede tiltrækker mange gæster. En stor del kommer via sommerhusene langs kysterne, og de bidrager mærkbart til livet i Hornsherred. Man ser det i Kulhuse, Jægerspris og Skibby – i butikkerne, på caféerne og langs havnene, når sæsonen er i gang.
Men det er ikke kun naturen og de mange små havne, der trækker. Hornsherred rummer en række historiske seværdigheder, som giver området karakter. Jægerspris Slot med sin kongelige historie, Selsø Slot som et unikt bevaret barokanlæg og den lokale stolthed Columbus-færgen i Kulhuse er alle stærke trækplastre. Samtidig findes de mindre, ofte oversete steder – Skipperbroen, Kindholm borgruin og sporene fra Midtbanen – som måske ikke tiltrækker busser af turister, men som giver dybde og autenticitet til oplevelsen. Det er her, man for alvor mærker Hornsherred.
Det lokale engagement viser sig også i de mange initiativer og arrangementer, der allerede eksisterer. Naturexpressen kører så mange ture som de frivillige overhovedet kan nå at køre. Kulhuse Havn summer af liv om sommeren med havneaktiviteter, musik og fællesspisning. Østby Havn er netop blevet renoveret takket være de frivillige. På Selsø Slot formidles historien gennem rundvisninger og særlige markedsarrangementer, der trækker både lokale og besøgende til. Jægerspris Slot danner ramme om kulturelle begivenheder og historiske oplevelser, mens cafeer, markeder, kunsthåndværk og gårdbesøg rundt omkring i Hornsherred giver gæsterne mulighed for at komme tæt på det lokale liv. Selv mindre initiativer – som guidede ture, lokale fortælleaftener eller fællesskaber omkring naturen – er med til at give området karakter og gøre besøget personligt.
Udviklingen sker ikke af sig selv. De lokale frivillige kræfter samt Nationalpark Skjoldungernes Land og Destination Fjordlandet spiller en central rolle i at binde trådene sammen og skabe retning for turismen. De er med til at udvikle oplevelser, forbedre formidlingen og sikre, at væksten sker med respekt for både natur og lokalsamfund. Det er en indsats, vi bør anerkende – og bakke op om.
For vi skal ikke være blinde for udfordringerne. Flere besøgende kan mærkes i form af øget trafik, pres på parkeringspladser og slid på naturen. Det kræver planlægning og omtanke. Vi skal investere i gode løsninger, der sikrer adgang uden at ødelægge det, vi gerne vil vise frem. Hornsherred må ikke miste sin ro og sit særpræg – det er netop dét, gæsterne kommer efter.
Men fordelene er til at tage og føle på. Turismen skaber omsætning og arbejdspladser. Den bidrager til at lokale og nære små virksomheder kan leve og udvikle sig. Den giver beboere mulighed for at finde arbejde tæt på hjemmet og styrker grundlaget for butikker, håndværkere, serviceerhverv, caféer og gårdbutikker – også uden for højsæsonen. Alternativet er velkendt fra andre steder: færre tilbud og et svagere lokalsamfund.
Derfor bør vi se turismen som det, den er: En investering i vores fælles fremtid. Ikke kun for dem, der besøger os, men også for os, der bor her. Et levende Hornsherred kræver aktivitet hele året – og her er turismen en vigtig del af løsningen.
Lykkes vi med at udvikle med respekt for naturen, historien og de lokale fællesskaber, kan vi styrke det, vi allerede har. Og samtidig åbne Hornsherred endnu mere op for dem, der endnu ikke har opdaget, hvor særligt et sted det er.
Med ønsket om
en fantastisk sommer.







