Dåben er Guds egen handling med os; hans hand¬ling alene. Dåben under¬streger, at det er Gud, der har magten – sådan som han selv siger ”Mig er givet al magt” – derfor afslører dåben, at vi intet selv kan gøre i forhold til det at blive frelst, men at det alene er Guds gerning med os. Det er lærdommen som er befalet os!
Og en befaling kalder ikke på diskussion, men på lydighed – eller som Søren Kierkegaard skriver i en af sine taler fra 1847: ” Der er kun én begrundelse for at adlyde Kristi bud, og det er, at Kristus har befalet det”. Du må nu, min Tilhører, overveje med dig selv, om du vil bøje dig under denne myndighed eller ikke, antage og tro ordet eller ikke. Men vil du ikke, da gå for Gud i himlens skyld ikke hen og antage ordet, fordi det er åndrigt eller dybsindigt, eller vidunderlig-dejligt, thi dette er Gudsbespottelse, det er at ville kritisere Gud”.
Vores tro og vores dåb har ikke sin begrundelse i kristendommens dybsindighed eller åndrighed eller traditionens ælde, men den udgår fra befalingen fra den, der har magten i himlen og på jorden. Det er en befaling, – og det er grund nok!
I og med dåben er vi blevet betroet en gave og en opgave af Vor Herre. Derfor lyder hans befaling på at døbe – ikke på vores bekendelse, men til den forkyndelse, bekendelsen er; Forkyndelsen af, at vi modtager navn, identitet og opgave fra Ham, der levede og døde og opstod for vores skyld. At intet menneske er overladt til tilfældigheden, men har en plads i Guds evighed. Det er indholdet af den forkyndelse, der gentages ved døbefonten, slægt efter slægt, søndag efter søndag, – uden forbehold, uden småligt hensyn til vore betænkeligheder, tro eller tvivl eller gode gerninger. Men dette indebærer jo ikke, at vi så kan gå skyldfrie gennem livet. Men det indebærer, at vi alle har fået del i den nådegave der hedder syndernes forladelse, og den fordrer, at livet skal leves. Men friheden til, hvordan det skal leves, må du selv finde ud af!
Og ja, du kan fejle, men i denne verden, hvor blandingen af lidelse og kærlighed, godt og ondt, liv og død hører virkeligheden til, lyder Guds ord til dig, at kærligheden og livet sejrer, fordi liv og kærlighed sejrede gennem det offer, som Guds Søn gjorde. Det er kærlighedens udgangspunkt, det er den daglige dåb, at du igen springer ud i livet, for bogstaveligt talt står vi alle nøgne overfor vor Herre, når vi indlader os på dåbens mysterium, hvor vi én gang for alle bliver delagtige med Kristus, der iklæder os nådedragten, som en usynlig beskyttelsesdragt, der bærer og beskytter os gennem livet.
I dåben er der lagt et kærlighedsfrø, som er givet til glæde for os og for andre. Et frø af kærlighed der trods vores skår og revner altid vil banke i vores bryst. Et kærlighedsfrø vi hverken kan gøre os fortjent eller ufortjent til, for Guds kærlighedsfrø er altid i os. Det er løftet fra dåben til graven – Guds kærlighed rokkes ikke – Guds tilgivelse er den kraft der igen og igen samler det brudte, lader os vokse og gro, lader os spire og stå op igen med vores synders nådige forladelse. Også når vi ikke selv tror os elsket eller når vi er fortvivlet over vores liv, så bærer vi dåben i og med os, på vores vandring, som en befaling, som en fordring om, at udleve hans bud og dette skal vi holde fast i, – som vor Herre holder os fast i vores dåb. For vi mennesker ser på det, vi har for vores øjne, men Herren ser på hjertet. Hvilket jeg gerne vil illustrere med denne lille fortælling:
Der var engang en mand, som havde to vandkrukker, krukkerne bandt han fast for hver ende af en tyk kæp, som han tog på skulderen hver morgen, når han gik til floden efter vand.
Den ene krukke var hel, men den anden havde en stor revne, så krukken var kun halvfuld efter turen fra floden til huset.
En dag, da manden skulle til at fylde krukkerne i floden, kunne den revnede krukke ikke klare det længere. “Jeg skammer mig så forfærdeligt”, græd krukken. “Jeg gør et usselt arbejde. På grund af min revne får du kun halvt så meget vand af mig, som du burde. Jeg føler mig mislykket!”
“Jeg vidste ikke, du havde det sådan”, svarede manden bekymret. “Men gør mig en tjeneste. På hjemturen, prøv så at se ned på vejen.”
Hjemme ved huset spurgte manden: “lagde du mærke til de smukke blomster i vejkanten?” “Ja”, snøftede krukken. “Lagde du mærke til, at de kun voksede i din side af vejen? Forstår du, jeg har altid kendt til din revne. Derfor plantede jeg blomster i vejkanten, som du har vandet hver dag. Hvis du ikke var, som du er, så kunne jeg slet ikke plukke alle de blomster hver dag, og sætte dem på bordet. Uden din revne ville både vejkanten og huset savne denne blomsterpragt”.
Vi har vore revner, hver især. Vi er ikke fuldkomne. Men vi er brugbare. På den ene eller den anden måde kan vi bruges, hver og én, – og Gud kender os, fordi han ser os med sit hjerte og al sin kærlighed.
Menneskets forhold til Gud er også grundlæggende et kærlighedsforhold. Tvivler vi på, at vi er elsket af Gud, kan vi ikke ved hjælp af gode gerninger blive sikre på Guds kærlighed. Men tør vi tro på hans Ord, da kan vi også få kraft og nåde til netop at gå endnu en ny dag i møde, for ud af den sande kærlighed, vil de gode gerninger altid udspringe. Og det i sig selv, burde overstige alle vore forventninger, alle vore grænser vi sætter for os selv og hinanden. For med Jesu Kristi komme til verden i kød og blod sprængte han alle grænser med sin grænseløse kærlighed med ordene skrevet i vore hjerter: ”Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”.
