Sanne overtager Skibby Bageri

Sanne overtager Skibby Bageri
Sanne Madsen har pr. 1. juni overtaget Skibby Bageri, hvor en nyansat konditor skal sørge for et bredere udvalg af kager. Arkivfoto: Tomas Skov

Af Tomas Skov

SKIBBY: Sanne Madsen åbnede i begyndelsen af februar sit eget lille bageri i Hovedgaden 55 i Jægerspris – men det er tilsyneladende ikke nok for den arbejdsomme kvinde, der pr. 1 juni har overtaget Skibby Bageri, som hun tidligere selv har arbejdet i gennem 2,5 år.
– Jeg fik et godt tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Mohammad har spurgt mig gennem flere år, men nu kom han efterhånden ned i pris. Jeg er ikke 20 år længere, så jeg har ikke tid til at overveje det for længe, så jeg slog bare til, fortæller Sanne Madsen.

Ny konditor
Mohammad Almekhalalati vil også fremover stå for bagværket i Skibby Bageri, selv om det nu bliver Sanne Madsen, der formelt ejer det.
– Han er en fantastisk bager – men jeg ansætter så en ny konditor, som skal lave mange flere forskellige slags kager, som folk efterspørger, fortsætter ejeren, der netop er på vej til en samtale med en mulig ny konditor.

Kvalitet du har råd til
Sanne Madsen kommer til at fordele sig mellem de to bagerier, men hun har ansat to voksne damer begge steder, som kan være der, når hun selv er i det andet bageri.
– Så der bliver ordentlig service. Jeg beholder Jasmin i Skibby Bageri, for hun er en sød og dygtig pige. Ellers kommer der nyt personale, som jeg allerede har ansat. Jeg går meget op i, at man skal føle sig velkommen, og at servicen skal være i top, understreger Sanne, der dog ikke vil gå på kompromis med en ordentlig pris.
– Kvaliteten skal være der, og det skal være til at have råd til. Jeg vil hellere have flere kunder og en ordentlig pris, så alle kan være med, fortsætter hun.

Elsker sine kunder
Den nye ejer af Skibby Bageri ser frem til at åbne for nye og eksisterende kunder med et endnu større udvalg af brød og kager – og hun håber naturligvis, at bageriet i Skibby vil følge efter successen i Jægerpris.
– Jægerspris Bageri er min lille baby, og det kører helt fantastisk – så det håber jeg kan gentage sig i Skibby, siger Sanne, der glæder sig til at møde kendte og ukendte ansigter på Hovedgaden 29.
– Folk er bare så glade, når de skal ind og købe en kage, så jeg elsker simpelthen mit arbejde. Jeg holder alligevel aldrig sommerferie, så nu skal jeg bare hygge mig med kunderne sommeren over, siger hun.

Andre artikler fra denne uge