Jeg krammede i dag min nye nabo med ordene – ”there is not enough love in the world”. Hun smilede og var enig. Sådan har jeg det ofte når jeg f.eks. læser opslag på Facebook. At det er alt det negative, som fylder, i stedet for det positive. For der er og sker masser af positive ting – men de drukner alt for tit i mængden af ”surhed”.
Jeg skal selv passe på. Uden problemer kan jeg selv ende i den samme kategori. Det er det nemmeste i hele verden. I stedet har jeg lovet mig selv at forsøge, at bevare et positivt mindset – det gør faktisk også, at jeg får lettere til smil. Prøv det!
I går aftes sad jeg og så Melodigrandprix på min iPad. Eller hvis jeg skal være helt ærlig – jeg så det ikke rigtigt. Det kørte i baggrunden, imens jeg så film på min mobil. Musikken fra de 25 landes deltagere lyttede jeg ikke til. Jeg skulle blot høre Danmarks bidrag – og hold da op en fest. Jeg blev helt rørt over sangen og sceneshowet. Tænk sig, at der findes mennesker, som vælger at bidrage til, at den form for positivitet kan krydse vores landegrænser – særligt i en tid som denne, hvor verden er blevet ret uforudsigelig.
Og måske er det netop det, vi har brug for (jeg skulle til at skrive mere end nogensinde, men måske bare altid har haft brug for) – små øjeblikke af fællesskab, hvor vi mærker, at vi hører sammen, selvom vi er forskellige.
Samtidig ved jeg også, at ikke alle går rundt med samme lethed i sindet. Ensomhed findes f.eks – også lige her iblandt os – og nogle gange er den helt usynlig. Den bor ikke kun hos dem, man tror. Derfor er det så vigtigt, at vi husker at se hinanden. Ikke bare hurtigt og i forbifarten, men rigtigt. Et “hej”, et smil, en lille snak kan være langt mere værd, end vi aner. Måske er det netop det lille øjeblik af kontakt, der gør en forskel for et andet menneske den dag. Vi behøver ikke gøre noget stort – vi skal bare være lidt mere opmærksomme og turde række ud.
Det var egentlig lidt det samme, jeg oplevede her i Hornsherred. Når man flytter et nyt sted hen, kunne man frygte, at man bliver en blandt mange, som bare passerer forbi hinanden. Men det har vist sig at være det stik modsatte. Her bliver man set. Her bliver man mødt med et smil – og nogle gange endda et kram.
Jeg er lige flyttet til Kulhuse. Jeg lagde mærke til det allerede den første uge. Et “hej” på vejen. En lille snak ved postkassen. En nabo, der lige spurgte, om man er faldet godt til. Det er små ting – men de gør en kæmpe forskel. Det er sådan noget, der skaber tryghed. Og det er sådan noget, der stille og roligt bygger bro mellem mennesker.
Jeg tror ikke, vi altid er klar over, hvor meget vi betyder for hinanden. Vi glemmer at værdsætte det. Et smil, et nik, en venlig bemærkning – det er ikke bare høflighed. Det er små investeringer i fællesskabet. Og pludselig er det ikke bare et sted, man bor. Så er det et sted, man hører til.
Så måske skulle vi alle sammen blive lidt bedre til det. Til at løfte blikket. Til at vælge det positive til. Til at give lidt mere af os selv – også når det er nemmere bare at scrolle videre eller lukke sig lidt inde.
For der er faktisk kærlighed nok i verden. Den skal bare have lov til at fylde lidt mere.
Velkommen til Hornsherred.
