TØRSLEV: Kom med på en guidet tur i Plan Bi’s summende bihave i Tørslev og bliv inspireret til at gøre en forskel for Danmarks vilde bier mandag 25. maj kl. 10:00 – 13:00. Alle mødes i Rejsestalden kl. 10 og koordinerer transport til Tørslev.
Som en del af Grøn Pinse inviterer Grønne Nabofællesskaber dig til en af områdets mest spændende grønne oaser. På blot 400 kvadratmeter – på størrelse med en kolonihave – har Plan Bi bevist, at selv et lille stykke jord kan summe af liv. Her finder du over 20 forskellige arter af vilde bier, bihoteller, blomster i fuldt flor og masser af viden om, hvad du selv kan gøre for naturen.
På turen får du indblik i, hvordan haven er bygget op fra bunden, hvilke blomster der trækker flest bier til, og hvordan du kan skabe din helt egen bi-biotop – uanset om du har en stor have eller blot en altan.
Fællesspisning
Efter besøget i bihaven, kører sammen tilbage til Rejsestalden, hvor der vil være serveret en lækker pinsefrokost, samt drikkevarer til deltagerne. Frokosten er sponsoreret af SuperBrugsen i Jægerspris.
Dem af deltagerne som kommer i bil og har plads til andre deltagere, må meget gerne melde tilbage hvor mange I har plads til. Og dem som kommer uden bil, må gerne skrive til arrangørerne – så de får dannet os et overblik af behovet på dagen.
Mødested kl. 10 er Rejsestalden, Hovedgaden 29A i Jægerspris. Plan Bi-haven ligger Tørslevvej 34A, Tørslev i Jægerspris. Spørgsmål henvendes til dagens vært: Kirsten Folke: 30 82 37 96. Arrangementet er gratis men kræver tilmelding via Rejsestaldens hjemmside.







