Hvilken herlig duft

Hvilken herlig duft

Jeg elsker syrener, selv om min far altid sagde, at man ikke kunne elske syrenerne eller den fine rose i haven, eller mit hus, min gamle bil, mine arvestykker, min dyne. Nej man kan blot elske sine allernærmeste, påstod han. Resten kan man være meget glad for, meeen jeg elsker syrener. Især når de står i fuldt flor og lyser i alle de lilla og hvide farver og nuancer. Og helst de helt fine spinkle, der er helt enkle i blomsten. Syrener er så smukke og lugter så dejligt.

Min have har været helt opslugt af syrener hele vejen rundt om den langstrakte grund. De lænede sig op ad muren og hen over udhusets tag. Stod der i sit farveflor og var ganske vidunderlige, men til sidst kunne det gamle tag ikke bære vægten mere. Noget måtte ske, så der var ikke andet for end at gå i gang med at fjerne de tussegamle syrener samt al efeuen fra en ende af. Ja en efeu har i øvrigt ganske mange ender.

Smukke mønstre på træ-endestykkerne så dagens lys. Her var træ i mange nuancer og det var en fornøjelse langsommeligt at genfinde både udhus og fine stammer, som arbejdet skred frem. Fine bunker af olieholdigt brænde, som syren jo er, og en hel del flis. Alt selvfølgelig udført i efterårets måneder, så det var nemmere at glemme, at det hele ville have været et blomstrende forår og ikke kun det slidsomme arbejde. Lys og luft og nye muligheder, men ikke mere det overvældende lilla i overflod.

Når det ikke er højsæson og jeg alligevel får syrenabstinenser, så bladrer jeg i Syrenbogen og drømme man hen, hvor duften og synet af syrenerne er. Syrenbogen er en dejlig bog, som er udsolgt fra forlaget, men som stadig kan lånes på biblioteket. Den fortæller om alle de forskellige syrener og deres oprindelse og historie. Om plantning og formering. Om syrener i mad og i glasset. Syrenbogen hedder som undertitel En hyldest til de sydfynske syrener, og en lille folder, indlagt i bogen, beskriver 10 ture, som man enten kan gå, cykle eller se fra bilen af.

I dette forår var der ingen syrener hen over skurets tag mere, så nu måtte det være. Vi drog afsted i lørdags. År efter år var tiden forpasset i andre gøremål. Nu måtte det opleves. Resten af mine syrener var godt på vej. Hallo Fyn. Nu kommer vi. Det blev en fin, fin tur rundt i det fynske bakkede landskab nord for Fåborg, men…tidspunktet var ikke helt velvalgt. Vi så masser af syrenhegn, men endnu kunne vi kun ane de smukke lilla farver. Der var brug for både fantasi og forestillingsevne for at opleve Syrenlandet i fuldt flor. Det forhindrede os dog ikke i at nyde både biltur, kaffen og vandretur i den smukkeste af det fynske. Højt oppe på Dronningeudsigten Trebjerg fik vi udsyn ud over Helnæsbugten. Vi kørte ad snævre veje. Gik af markskel og stier, og var glade for at cyklerne var blevet hjemme. Op og ned og op og ned gik det. Så smukt og anbefalelsesværdigt. Om cirka tre ugers tid vil det hele stå fuldt flor, så du kan nå det endnu.

Jeg bliver dog hjemme, og hjemme igen måtte jeg lige hente en ny buket af mine egne syrener. Duften måtte ind i stuen. Og så må de blomstrende syrenhegn lige vente en omgang eller to. Hverdagen er jo ikke helt til daglange ture ud i det blå. Men mon ikke det bliver til en enkelt eller et par ture rundt i vores egen kommune, som i denne tid jo også er noget så smuk. Ja en tidlig fin aftentur tur retur til Kulhuse, hvor vi kan opleve det ene flotte syrenhegn og syrenbuske efter hinanden. Eller gennem vores små landsbyer og forbi gårdene rundt i Hornsherred, som byder på så mange fine lilla træk så mange steder midt i alt det gule. Turen til Fyn var fin, men hjemme er nu ikke så tosset endda. Jeg glæder mig over det smukke og righoldige forår, som i disse dage er helt i top. Vi har så mange smukke steder i hele kommunen, så ud at snuse og sanse. Må I have en rigtig dejlig maj måned. Om det bliver på Fyn eller her. Syrenerne blomstrer snart over det hele – åh hvilken herlig duft.

Andre artikler fra denne uge

Musikalske venner

SÆBY: Søndag 17. maj i Draaby Kirke kl. 15.00 indledes en ny koncertrække med fortrinsvis lokale musikere, hvor organist Thomas

Læs mere »