Af Asger Thomsen
KIRKE HYLLINGE: Smartphones, I-pads m.m. har skabt et nyt sprog, som de yngre generationer færdes hjemmevant i. Men det har også betydet tab af en verden omkring de gamle fastnettelefoner.
De børn, der vokser op nu, vil ikke vide, hvad et hørerør eller telefonrør og knapt nok en telefonboks, en telefonpæl og en telefontråd var (hvor hviler svalerne sig i dag?) og ikke kende begreber som mellembys, rigstelefon, partstelefon, centraldame og omstillingsbord, Kun optaget-signalet er nogenlunde det samme, selv om man ikke mere får nogen i røret, slår på tråden eller kimer nogen ned, men dog nok stadig giver nogen et ring.
Det stammer alt sammen fra en tid, hvor man vidste, hvor samtalepartneren fysisk befandt sig, nemlig der hvor telefonapparatet var placeret, og ikke som jeg for nyligt oplevede ringede til en ven, der oplyste mig om, at han stod på havnen i Hongkong, selv om samtalen var så klar og høj, som om han stod i et naborum.
Telefoner med håndsving og hørerør vil de kunne møde i ”Den gamle By” i Århus, i gamle film og i litteraturen, hvor telefonen var husets eller familiens, og også den grønne telefonboks med råglasruder er kommet på museum. Og enkelte telefonapparater fra nyere tid er blevet prisbelønnet for deres design og museumsudstillede.
Børnene kan nu ikke længere lave ”telefonfis”, hvilket næsten er synd for dem, som at ringe til slagteren og spørge, om han har grisetæer og, når han har bekræftet det, grinende sige ”det må da se uhyggeligt ud”.
Til gengæld har der åbnet sig andre muligheder for at forøve chikane og telefonsvindel, der misbruger vores indgroede tillid til hinanden, der gjaldt i fastnettelefonens æra.
