Skærmene styrer folkeskolen.

Skærmene styrer folkeskolen.

Læserbrev

Charlotte Drue
Byrådsmedlem og gruppesekretær, Liberal Alliance (I)

Debatten om skærme i folkeskolen fylder med rette. For mens vi diskuterer, om eleverne må have mobilen med i skole, sker der noget helt andet og langt mere afgørende: Skærmene har for længst overtaget undervisningen – uden at nogen politisk instans egentlig har besluttet det. Men vi har som byråd i Frederikssund Kommune accepteret denne udvikling, siden udlevering af Ipads og pc´ere blev gennemført og udrullet fuldt ud i 2020.

Ifølge Undervisningsministeriet og forskere fra DPU, Aarhus Universitet, foregår omkring halvdelen af undervisningen i dag foran en skærm. Ikke fordi det nødvendigvis giver bedre læring, men fordi teknologien stille og roligt har skubbet de analoge læremidler ud. Resultatet er en skole, hvor mange elever forsvinder i digitale fristelser, og hvor lærerne bruger lige så meget energi på at bekæmpe skjult distraktion som på at undervise.

Det er ikke småting. Når elever i de ældste klasser fortæller, at de bliver forstyrret af skærme i undervisningen, og når lærere oplever, at kun få egentlig laver det, de skal, så er det ikke et pædagogisk problem – det er et politisk. Vi har skabt en digital folkeskole, hvor fordybelse, ro og nærvær er blevet en mangelvare. Og det rammer især de elever, der har mest brug for struktur og tydelighed.

Samtidig bruger kommunerne store summer på digitale platforme, softwarelicenser og IT‑vedligehold – uden at vi kan dokumentere, at eleverne lærer mere af det. Tværtimod ved vi, at papir og analoge materialer ofte giver bedre forståelse og dybere læring.

Derfor er tiden kommet til, at vi tager ansvar. Ikke ved at afskaffe skærme helt – men ved at skabe en klar strategi for, hvornår de styrker undervisningen, og hvornår de svækker den. Skolen skal ikke være en digital rodebutik, men et sted hvor teknologien bruges med omtanke.

Det er på tide, at vi giver mere plads til analog undervisning. Dette kunne f.eks. ske ved at indføre et par faste skærmfrie formiddag i løbet af ugen til at starte med. Hvis vi vil have en folkeskole, hvor alle børn kan koncentrere sig, fordybe sig og trives, så er spørgsmålet ikke, om skærme er gode eller dårlige. Spørgsmålet er, hvem der skal sætte retningen: Teknologivirksomhederne – eller os som samfund.

Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker.”

Andre artikler fra denne uge