Stor opbakning til idrætten i Skibby

Stor opbakning til idrætten i Skibby
Damefrokost i juni, byfest og banko i august samt voksenfest i september er blandt de mange festligheder i SIK.

SKIBBY: Skibby Idræts Klub (SIK) har i løbet af 2025 traditionen tro inviteret til en række arrangementer der ved siden af idrætten samler hele byen og oplandet. Overskuddet går til mange aktiviteter og nye initiativer på tværs af klubben.

Det drejer sig blandt andet om damefrokosten i juni, byfest og banko i august, voksenfest i september samt det netop afholdte julebanko. Alle arrangementerne har igen tiltrukket mange lokale og skabt et overskud der går til idrætsudøverne i SIK på tværs af alder, køn og sportsinteresser.

Sport i mange grene
SIK tilbyder sport og bevægelse i mange forskellige sportsgrene og for alle aldersgrupper. For tiden har vi fodbold, badminton, padel, dart, løb, e-sport, kids og teen volley, forskellige typer yoga, puls og styrke hold, barselsfit, hiphop og dancehall, ryghold, jump4fun og sang. Andre initiativer kommer løbende til og udvider mulighederne til alle i Skibby.

Det er derfor et stort skulderklap til det frivillige arbejde, når så mange møder op til sommerfester, underholdning og banko og støtter den lokale idræt.

Overskud gør forskel
Overskuddet i 2025 betyder meget for aktiviteterne i klubben og en stor del at pengene går til specifikke ture, projekter på tværs af klubben og giver mulighed for at starte nye initiativer op. Har DU en ide til en ny aktivitet, så tøv ikke med at tage fat i klubben.

Pengene går til mange forskellige aktiviteter. Eksempelvis har U16 fodbolddrengene fået tilskud til deres træningstur til Hamborg i påsken. Badminton har fået tilskud til turnering på Bornholm. Krop og bevægelse har fået tilskud til køb af nyt udstyr i forbindelse med opstarten.

Kryds i kalenderen
Sommerfesten løber i 2026 af stablen fra torsdag 13. august til lørdag 15. august hvor SIK nu igen slutter af med voksenfesten lørdag aften.

Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen. Der vil være konkurrencer, sportskampe, banko, turneringer og underholdning for hele familien i Skibby og omegn. Hold også øje med Facebook, hvor de øvrige arrangementer bliver annonceret.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Sagafjord strandet

GERSHØJ: Natten til fredag 13. marts forsøgte man at sejle Restaurantskibet M/S Sagafjord ned gennem Roskilde Fjord efter et værftsbesøg

Læs mere »