Af Lars Kiørboe, lokalhistoriker i Sæby
SÆBY: I midten af 1800-tallet var der i Sæby to fattighuse: Det ene var bygget i 1840 af sognepræst Storck for egen regning og med tilladelse fra kongen og biskoppen. Huset lå ud til Hornsherredvej et par hundrede meter nord for kirken og blev overdraget til sognet med den klausul, at sognet fremover stod for drift og vedligeholdelse. Huset blev kaldt Præstehuset og stod på stedet indtil for 15 år siden, hvor det i stort forfald og i mangel på beboere blev revet ned.
Det andet hus var en oprindelig landarbejderbolig fra begyndelsen af 1800-tallet og lå nord for byens centrum et par hundrede meter øst for Præstehuset. Det var som resten af Sæby ejet af Krabbesholm. På Lejre arkiv findes et salgsdokument, hvor godsejer Trolle i 1855 sælger ejendommen for 300 rigsdaler til Sæby-Gershøj sognekommune, repræsenteret ved formanden for sogneforstanderskabet godsejer Wolfgang von Haffner til Egholm. Kommunen agtede at bruge huset som ældrebolig og fattighus, og at det var nødvendigt med 2 fattighuse i så lille en kommune fortæller en del om velstandsniveauet blandt almuen. Huset blev senere kendt under navnet Bakkehuset eller Kommunehuset.
Enevældens håndtering af fattigdoms- og arbejdsløshedsproblemer var ikke imponerende. I købstæderne havde man de såkaldte hospitaler, som ikke var beregnet til behandling af syge, men snarere til opmagasinering af fattiglemmer, så de ikke sås i bybilledet. På landet måtte man klare sig som man bedst kunne, hvilket betød, at ”lemmerne” som regel fik en seng i hjørnet af stalden på en bondegård, idet sognekassen betalte eventuelle omkostninger. At have to huse dedikeret til de fattige og hjemløse var i den sammenhæng ”vild” luksus, selv om husene i perioder var overbefolket og efter nutidens forhold helt primitive. Men Sæby-Gershøj sognekommune rummede mere end 40 gårde og 2 store godser, og det gav en vis rummelighed i den offentlige økonomi.
Bakkehuset var som alle andre beboelsesejendomme i byen et simpelt bindingsværkshus. I brandprotokollen for 1834 er huset omtalt som et stuehus på 6 fag, 8½ alen dybt, egebindingsværk med klinede vægge og stråtag, loft over 4 fag, indrettet til stue, køkken, lo og tørvehus. I 1853 er huset på 7 fag og indrettet til 4 stuer, 4 kamre og 4 køkkener og omtalt som en bygning, der ikke førhen var forsikret. Huset var altså allerede før salget til kommunen ombygget til de nye brugsformål. Endvidere var der i 1856 tilkommet en mindre bygning – 9 x 11 alen – lidt nordøst for stuehuset, kun beregnet for én familie. På visse luftfotografier kan beliggenheden af dette sidehus anes, men det er i dag helt forsvundet.
Beboerne
Fra bl.a. folketællinger og kirkebøger kender vi lidt til beboerne i Bakkehuset. Det var ofte ældre ”singler” på aftægt og andre kortvarige ”lejemål”, men det var i senere tider bestemt ikke kun fattiglemmer og midlertidige ophold. Et veldokumenteret eksempel på det sidste er urmager Emil Jørgensen og hans kone Ane, der flyttede ind i 1901. Emil måtte i mange år også ernære sin familie som sæsonarbejder ved landbruget, som fyrbøder på damptærskeværket og som fisker, og han spillede violin ved fester i byen. Emil var født i Sæby og Ane i Gershøj, og de fik bl.a. sønnen Aage – senere kendt i byen som Aage Klokker og agtet som lokalhistoriker. Emil og Ane holdt guldbryllup i 1945 i huset, hvori de begge døde i henholdsvis 1953 og 1957.
I 2000-tallet blev behovet for ”fattighuse” jo heldigvis forsvindende, og Bakkehuset havde ligesom Præstehuset stået tomt i mange år. Der kom huller i stråtaget, vinduerne var utætte, kliningen faldt ned, træværket rådnede, haven groede til. I 12-time fandt kommunen en køber. Det var Karina og Torben Dahl-Olsen fra Kyndeløse, der efter 3 års rejser jorden rundt havde brugt alle pensionspengene og nu havde brug for et nyt projekt, der på sigt kunne bidrage til genopbygning af økonomien. De købte huset i marts 2025 og har siden brugt al fritid på at omdanne det gamle håndværkertilbud til en moderne lejlighed i to etager beregnet til udlejning. Kun halvdelen af huset er nu renoveret, men resten følger med her i foråret 2026.
Som vi har set mange andre eksempler på i Sæby og omegn, er der heldigvis en betydelig privat interesse i at renovere de gamle ejendomme og dermed medvirke til at bevare kulturarven og det unikke landsbymiljø – uden at det bliver et museum.
