JÆGERSPRIS: Frederikssund Museum Færgegården holder åbent i både uge 7 og 8, og den 9., 10. og 11. februar kan du også komme til Fastelavnsløjer på Færgegården.
Her kan hele familien være med til at fejre fastelavn, som man gjorde i 1800-tallet. Alle tager afsted på et festligt fastelavnsoptog gennem museumshaven, hvor man prøver kræfter med fortidens ritualer, lege og smage. Alle slutter af med at slå katten af tønden og finde dagens kattedronning og kattekonge. Kom i dit mest festlige fastelavnskostume. Anbefalet aldersgruppe: 5-12 år.
Det sker 9., 10. og 11. februar kl. 11:15 og 13:00. Turen varer ca. en time. Det er gratis for børn 0-17 år, og koster 60 kroner for voksne (+ billetgebyr).
Din magiske amulet
I gamle dage gemte man magiske amuletter under trøjen for at holde vintermørkets kræfter væk. Vinteren var ikke bare kold, den var fuld af væsener, man ikke kunne se. Når vinden peb i skorstenen, troede man, at mørkets væsener som Maren og de underjordiske var på spil. Lav din helt egen amulet og tag den med hjem, så du er sikret mod både drilske væsener og onde drømme resten af vinteren.
Vær med til en kreativ aktivitet for hele familien. (Anbefalet aldersgruppe: 4-12 år). Det sker alle dage i uge 7 og 8 fra kl. 11.00-15.00. Det er gratis at deltage, når entréen er betalt.
/TS







