Skridt for skridt: Foredrag om Caminoen

Skridt for skridt: Foredrag om Caminoen
Ove Hesselbjerg Rasmussen fra Skuldelev Strand har gået Caminoen i Spanien tre gange. Privatfoto

SKULDELEV: Ove Hesselbjerg Rasmussen fra Skuldelev Strand har gået Caminoen tre gange. Senest i efteråret 2025, hvor han gik de 830 kilometer ad den nordlige rute i Spanien til endemålet, katedralen i Santiago de Compostela, hvor apostlen Jakob ifølge legenden er begravet.

Ove Hesselberg Rasmussen er også menighedsrådsformand for Skuldelev-Selsø Kirker, og torsdag 29. januar vil han i Skuldelev Præstegard fortælle om Caminoen, som i de senere år er det blevet mere og mere populær. Alene sidste år vandrede næsten 500.000 mennesker på det gamle netværk af pilgrimsruter, op og ned ad bjerge og på de støvede stier.

Ifølge Ove kan man med rette spørge: Hvorfor bruge 30 dage af sin ferie på at gå Caminoen – og endda hele dage i silende regn? Hvorfor bo på sovesal med helt fremmede mennesker, hvis sko og tøj lugter lige så skidt som ens egne ting? Noget godt må der være ved det, og Oves korte svar hertil er: Ja, det er der også.

Fyldt op af oplevelser
Til foredraget vil Ove fortælle om sin seneste Camino. En tur langs Spaniens betagende nordkyst med dagligt syn til havet. Fra Baskerlandets stejle og klippefyldte kyststrækninger gennem grønne og frodige dale og kyster i Kantabien og Asturien til det milde og smukke landskab i Galicien og målet – den ikoniske katedral i Santiago de Compostela. Herefter vil foredraget have fokus på de mange forskellige mennesker, historiske steder og interessante skæbner, som Ove har mødt pa sine vandringer. Vandringer, hvor man glemmer det negative, for i stedet at blive fyldt op af energi og oplevelser. Oplevelser, som gør, at man får lyst til at gå en Camino mere.

Alle er velkomne til foredraget, som afholdes i konfirmandstuen på Skuldelev Præstegård torsdag 29. januar kl. 19:00. Der er gratis adgang.

Andre artikler fra denne uge

Sommerhus i brand

JÆGERSPRIS: Natten til lørdag 24. januar modtog politiet en anmeldelse om brand i et sommerhus. Brandvæsnet og politiet ankom til

Læs mere »