I sidste uge talte jeg med mine konfirmander om, hvad alt det, der sker i verden lige nu, betyder for dem. Hvordan det påvirker dem. Krig, kampen om Grønland og den hårde tone, der har sneget sig ind alle vegne. En tone som ikke holder sig tilbage fra at tale meget hårdt og fordømmende om andre, en tone, som findes på sociale medier, privat og fra vores politikere. Mine konfirmander sagde meget klart, at de har en følelse af, at der mangler respekt for hinanden. At det gør dem kede af det, når nogen taler grimt til dem. De så gerne, at der blev lidt mere plads til åbenhed og fællesskab.
Netop de to emner blev så flot talt op i Apachas nytårstale på DR2. De 4 unge mænd, Rumle, Bertil, Noah og Bertram, som sidste år blev en kæmpe succes i Danmark, blandt med deres sang ”En drøm om et menneske”, holdt en tale i fællesskab om store emner som ensomhed, fællesskab, håb, drømme og sårbarhed. De talte om, at det gælder om at finde et fællesskab at være med i. Om at huske at der altid er nogen, der har brug for én. At vi har brug for at give hinanden plads, lytte til hinandens problemer for at kunne forstå os selv og den verden, vi er en del af.
De talte om, at der tales meget om unges mentale helbred, om at det er en særlig skrøbelig generation – og så sagde de meget flot: ” Vi føler hverken mere eller mindre end generationerne før vores – vi er bare de første, der tør tale om, hvordan vi virkelig har det – om sorg, angst, sårbarhed og psykisk sygdom, og det er en af vores allerstørste styrker”.
De talte om, at det kun er sammen, vi kan ændre noget. De talte om, at det er de unge, der skal gøre noget, og de glædes over at mærke en åbenhed og en nysgerrighed og en lyst til at være sammen om noget – det giver dem håb.
Jeg synes, det var sådan en god og forløsende tale. Jeg tænkte, at det er den tone, vi har brug for mere af. Og hvem kan være mod håb, fællesskab og åbenhed?
Men så læste jeg en kommentar til netop denne tale af en kollega, Sørine Gotfredsen, som bestemt ikke så det sådan. Hun mente, at deres holdninger er farlige – at de holdninger har været med til at ødelægge Europa, og på en eller anden måde formåede hun i sin kommentar at få drejet det hele hen på indvandring og menneskesmugling og bander og radikalisering og på, at Apacha er verdensfjerne og uansvarlige.
Jeg kan kun sige, at jeg er lodret uenig – jeg synes tværtimod, at de er lige midt i verden og tager et kæmpe ansvar, når de tør tale ungdommen, fællesskabet og håbet op. Det er der virkelig hårdt brug for.
Jeg elsker at have konfirmander – og jeg håber, at de vil holde fast i, at de vil fællesskabet, åbenheden og respekten – og jeg tænker ikke, at det ødelægger verden – tværtimod.
