FREDERIKSSUND: Røde Kors Frederikssund har haft den store fornøjelse at få besøg af en delegation fra Etiopisk Røde Kors. Besøget fandt sted i forbindelse med, at bestyrelsesmedlem Pia Brevadt netop har været i Etiopien, hvor der blev skabt nye bånd og udvekslet erfaringer mellem de to nationale selskaber.
Delegationen blev taget varmt imod og fik en rundvisning i butikken, hvor de både så det store frivillige engagement og den lokale opbakning, som gør Røde Kors-arbejdet muligt i Frederikssund.
Under besøget fortalte frivillige om de mange forskellige aktiviteter, som foregår: fra lektiecaféen, der hjælper børn og unge med skolearbejdet, til besøgsvennerne, der bringer nærvær og samtale ind i hverdagen hos ældre og ensomme. Også vores dygtige nørklere blev fremhævet for deres kreative og omsorgsfulde arbejde, hvor de syr, strikker og hækler til fordel for Røde Kors’ mange formål.
Hygge med hjem
Som en lille hilsen og et symbol på dansk hygge fik de etiopiske gæster et fint, hjemmesyet nørklenet med sig hjem, syet af vores egne frivillige. Det vakte både smil og begejstring og vil forhåbentlig minde dem om mødet i Frederikssund og den varme, gensidige respekt, der kendetegner samarbejdet i Røde Kors.
– Besøget var en inspirerende påmindelse om, at vi er en del af et globalt fællesskab, hvor engagement, menneskelighed og hjælpsomhed binder os sammen – uanset hvor i verden vi kommer fra, siger Mette Dreier Nielsen fra Røde Kors Frederikssund.
/TS











