Der var engang et helt almindeligt kommunalt møde i Jægerspris. Emnet, en ny REMA 1000. Harmløst nok, tænker man. Men selvfølgelig blev det som altid – stemningen blev trykket, nogen sukkede højlydt, andre rystede på hovedet, og stemningen var generelt lidt anstrengt.
Jeg forstår det godt. Vi har alle været der – en lang dag i benene, børnene skal i seng, og så ender man i et lokale hvor folk brokker sig over parkeringspladser og skyggeeffekter. Hvem gider det?
I sådanne lidt anstrengte møder elsker jeg at minde mig selv om neurovidenskab. Den beviser, at folk ikke er dumme, dovne eller onde – vores hjerner er bare ikke skabt til møder. De er skabt til at overleve.
Derfor har vi utallige ”biases”, kognitive begrænsninger som f.eks. negativitetsbias. Det betyder, at vi lægger 10 gange mere mærke til det, der går galt, end det, der fungerer. En anden bias hedder Groupthink – tendensen til at blive enig med flertallet, fordi det føles tryggere end at være den, der siger ”Jeg tror vi skal prøve noget nyt.”
Skønt menneskehjernen på den måde har sine begrænsninger, er den samtidig naturens mest spektakulære opfindelse. Designet til at spare energi, tage genveje og hjælpe os med at navigere i kaos. Det er derfor vi elsker nemme valg – ja eller nej, for eller imod, rødt eller blåt. Derfor har vi opfundet kandidattests. Hvor du på bare to minutter finder ud af, hvem du skal stemme på. Klik. Færdig. Næste beslutning!
Nemt. Men – og det er et stort men – nogle ting fortjener at vi gør os umage. For når vi gør os umage, bliver resultatet bare bedre. Det gælder også demokratiet.
Nobelprismodtageren Daniel Kahneman, fandt ud af noget interessant: omkring 90 procent af tiden fungerer vi på hjernens autopilot. Altså stort set hele tiden, gør vi helt automatisk som vi plejer. Men de sidste 10 procent – det er hvor magien sker. 10 procent af tiden kan vi vælge at gøre noget nyt. Vælge at lave lidt research og tage en såkaldt velovervejet beslutning.
Den mest knappe ressource i verden er ikke penge, olie eller økologisk honning – det er din fokuserede opmærksomhed. En superkraft med et uendeligt potentiale. Hvad vil du bruge din superkraft til?
Når vi den 18. november skal vælge vores byrådsmedlemmer, er det ikke bare et par klik i en test. Det handler om de næste fire år af vores fælles liv. Og sådan nogle valg bliver sjældent bedre af at blive truffet på autopilot.
Derfor er min opfordring – helt uforpligtende: Gør dig umage. Brug din superkraft. Bare en lille smule.
Selv hvis det kun er 30 minutter, så læs lidt om de lokale partier. Prøv at finde ud af, hvem der egentlig gør det for fællesskabet – og hvem der mest kæmper for sig selv.
For mig personligt er det et træls kommunalvalg. For jeg bor ikke i samme kommune som det eneste parti jeg med sikkerhed ved, der vil kæmpe for borgerne og reel borgerinddragelse. Lokallisten levende landsbyer i Lejre kommune vil gøre op med den lokale blokpolitik. Det er imponerende hvordan en gruppe frivillige ildsjæle har fundet sammen i troen på, at politik skal handle om mennesker og samarbejde.
Men når jeg nu ikke kan stemme på dem, så må jeg tilbage til tegnebrættet. Helt lavpraktisk sætter jeg et stopur på 60 minutter og undersøger sagen det bedste jeg har lært. Når timeren ringer, får jeg det lidt bedre med mig selv over at have gjort min pligt som borger. Så kan jeg til gengæld smække benene op, og med god samvittighed overlade møderne med kommunen til de lokale ildsjæle.
Det lyder måske ikke af meget, men det er sådan alting starter. Ikke med store taler eller dyre kampagner. Med små handlinger.
Én person, der sætter sig lidt ind i de forskellige muligheder. Taler lidt med en anden. Tre, der deler en idé. Fire, der mødes over en kop kaffe og måske – bare måske – starter næste store forandring her i Hornsherred. Med én borger, der beslutter sig for at bruge 60 minutter på at tage demokratiet alvorligt.
Det er ikke meget. Men det er nok.
