Vi taler meget om skole, daginstitutioner og samfundets ansvar for at klæde vores børn på til livet. Og det er vigtigt. Men vi glemmer nogle gange, at dannelsen starter hjemme. Hos os forældre.
Jeg selv voksede op i Kerteminde på Fyn, i et hjem præget af tryghed, samtaler og ærlighed. Ikke altid store, højtidelige snakke – men små øjeblikke i hverdagen, hvor vi kunne dele tanker, bekymringer og drømme. Det skabte en fortrolighed, der gav mig en ballast, jeg stadig trækker på i dag. Den tryghed har været afgørende for, at jeg kunne finde vej i en verden, der ofte kan virke kaotisk.
Den erfaring har jeg taget med ind i mit eget forældreskab. Jeg har to sønner, som i høj grad har været ”udsat” for min form for opdragelse: mange snakke, stor åbenhed og en forventning om, at man kan tale om alt. Ikke fordi jeg tror, jeg har gjort alt rigtigt – det gør ingen forældre – men fordi jeg tror på, at børn vokser, når de kan mærke, at de bliver taget alvorligt, og at hjemmet er et sted, hvor intet er for småt eller for stort til at kunne deles.
Og her rammer vi noget væsentligt. Der er i vores tid en tendens til at overlade alt mere til staten og institutionerne. Vi forventer, at skolen og lærerne skal stå for dannelsen, at pædagogerne skal lære vores børn sociale spilleregler, og at systemet på en eller anden måde kan levere den ballast, som tidligere først og fremmest kom hjemmefra. Men den forventning er både urealistisk og skadelig.
Forældre kan ikke sætte sig selv på sidelinjen. Vi kan ikke købe os til nærvær, udlicitere fortrolighed eller lovgive os til tryghed. Dannelsen kræver forældre, der tager ansvar. Det kræver voksne, der viser, hvordan man opfører sig, hvordan man taler til hinanden, og hvordan man håndterer livets op- og nedture. Det kræver, at vi tager os tid – til snakken over middagsbordet, til turen hjem fra fodboldtræning, til de svære spørgsmål, som man nogle gange helst ville springe over.
Men heldigvis står vi forældre ikke alene. Siden jeg for mange år siden flyttede til Frederikssund og nu i Lyngerup, har jeg oplevet en stor vilje fra det lokale foreningsliv til at tage medansvar. Idrætsforeninger, spejdere og kulturtilbud er med til at give børn og unge et fællesskab, hvor de kan prøve sig selv af, lære at samarbejde og opleve glæden ved at være en del af noget større. Det frivillige Danmark er en styrke, vi ofte undervurderer – men som er helt afgørende, når vi taler om børn og unges trivsel.
For børn spejler sig ikke i institutioner. De spejler sig i os – og i de fællesskaber, vi inviterer dem ind i. Vores ord. Vores handlinger. Vores ærlighed – og vores fejl. Hvis vi vil have en generation af unge, der kan tage ansvar, så må vi som forældre begynde med at tage ansvar selv. Og vi må værne om det civilsamfund og foreningsliv, der i generationer har været et supplement til hjemmet og en gave til vores børn.
Jeg ønsker mig et samfund, hvor vi naturligvis stiller krav til skoler og institutioner – men hvor vi samtidig insisterer på, at fundamentet stadig er familien og fællesskaberne tæt på os. Det er i hjemmene, i foreningerne og i de frivillige fællesskaber, at børn lærer at tage del, tage ansvar og tage vare på hinanden.
Dannelse er ikke noget, man kan udlicitere. Den begynder i familien, ved spisebordet, på gåturen eller i køkkenet. Den vokser frem i fortrolighed og nærvær – og i mødet med frivillige voksne, der giver noget af sig selv til andres børn. Og det er os forældre, sammen med civilsamfundet, der har ansvaret for at tænde det lys, vores børn skal bære med videre ud i verden.
