Fokus på bedre balance mellem byerne i kommunen

Fokus på bedre balance mellem byerne i kommunen

Læserbrev

Af Morten Skjelmose, Byrådskandidat for Venstre

Frederikssund Kommune er mere end én by. Frederikssund Kommune er et fællesskab af store og små byer, landsbyer, landområder og fjorden, der både deler og samler os. Det er netop denne mangfoldighed, der gør os stærke.

Frederikssund er hovedbyen – vores naturlige centrum for handel, kultur og uddannelse. Her finder vi det ikoniske Vikingespil og de to ”kongelige” broer, Kronprins Frederiks Bro og Kronprinsesse Marys Bro, som forbinder os på tværs af fjorden.

Slangerup bærer en lang historie – helt tilbage til Absalons tid – og har stadig stærke fællesskaber, der binder byen sammen.

Jægerspris rummer Jægerspris Slot og de store skove, som giver byen sin særlige identitet og tiltrækker både borgere og besøgende.

Skibby er porten til Hornsherred – et lokalt kraftcenter med stærke erhverv, et levende foreningsliv og stolte traditioner.

Og så er der alle de mindre byer, landsbyer og landområder: fra de små fællesskaber i Hornsherred til de åbne marker og kyststrækninger langs Roskilde Fjord og Isefjorden. Hvert sted har noget unikt at byde på, og tilsammen rummer vi alt, hvad en kommune kan ønske sig.

Vi kan ikke – og vi skal ikke – have det samme i alle byer. Men ved at bygge videre på de styrker, hvert lokalområde har, kan vi skabe en helhed, der er større end summen af delene. Fjorden deler os geografisk, men kan også være det, der samler os, hvis vi forstår at bruge dens muligheder aktivt.

Derfor er det vigtigt, at vi altid tænker hele kommunen med i nye løsninger og tiltag. Og derfor skal vi også kalde tingene ved deres rette navn: Vi har en kommunalbestyrelse – ikke et byråd. For vi repræsenterer ikke kun én by, men hele kommunen.

Kun ved at stå sammen på tværs af byer og lokalsamfund kan vi forløse den fulde styrke i Frederikssund Kommune.

Andre artikler fra denne uge

Kampen for kommunen

Hver anden uge op til valget stiller vi en kommunalpolitiker fem spørgsmål. Af Tomas Skov KOMMUNALVALG: Hvordan vil Socialdemokratiet sikre,

Læs mere »

Valgmøde i Skibby

SKIBBY: Ved du hvem, der bedst repræsenterer dine interesser som pensionist? Sådan lød overskriften på den invitation, som Ældresagen, Danske

Læs mere »