FC Hornsherred er nyt tophold

FC Hornsherred er nyt tophold
FC Hornsherred (FCH) er nu det eneste ubesejrede hold i Serie 2, Pulje 3.

HORNSHERRED: Efter fire kampe i efterårsturneringen i fodbold, er FC Hornsherred (FCH) det eneste ubesejrede hold i Serie 2, Pulje 3. Det skete da FCH vandt udekampen over Fårevejle BK (FBK) med 2-0, medens de to hold med maksimumpoint, Fløng-Hedehusene og Karlslunde, begge tabte.

Så FCH har nu ti point, medens nyoprykkede Gislinge samt Fløng-Hedehusene og Karlslunde følger efter med hver ni point.

Med den jævnbyrdighed der er mellem holdene i top seks, er det vigtigste for FCH, at holdet nu er ved at tage afstand fra de fire hold der rykker ned, og dernæst de seks hold der får endnu en sæson i Serie 2.

Mål på frispark
1. halvleg bød på alt for voldsomt spil med for mange eftertacklinger. Begge hold forsøgte sig med hurtige opløb, men for dårlig boldomgang prægede samtidig kampen. Efter 28 minutter tog Mikkel Song Wiegaard chancen fra venstrekanten på et frispark. Undervejs ramte bolden hårtoppen på en FBK-forsvarer, og strøg i mål til 0-1.

Holdt hovedet koldt
Hjemmeholdet, der er rykket ned fra Serie 1, har hidtil ikke fået det til at fungere, og satte alt på ét bræt for at vende kampen. Foruden et gult kort i 1. halvleg løb FBK ind i tre gule kort, medens FCH holdt hovedet koldt, og slap med ét gult kort. Og så kunne FCH slå kontra efter 89 minutter. På en stikning fra Mikkel Song Wiegaard, vippede Victor Schou-Schmidt elegant bolden over målmanden til 0-2.

-Vi knoklede for at sikre os sejren i en uskøn kamp. I varmen kunne vi give spillerne en pause, og så komme ind igen, og det fungerede virkelig godt. Jeg vil rose dommer Anders Mainz, der sørgede for, at kampen ikke udartede yderligere, sagde FCH’s cheftræner Dennis Kelm Vendelbo.

På lørdag kl. 14.00 spiller FCH mod Undløse BK på Møllegårdens Stadion i Jægerspris.

Andre artikler fra denne uge