Læserbrev
Af Susanne Bettina Jørgensen, Frederikssund Byråd (A)
Ja, det vil helt klart være en god ide! Regeringen har sammen med et par andre partier i finanslovsaftalen for 2025 afsat 854 mio. kr. til en national forsøgsordning for skolemad i 2025-2028. Forsøget dækker både folkeskoler og frie grundskoler, og der er ordninger både med og uden forældrebetaling og med forskellige produktionsformer. Frederikssund kommune ansøgte om at komme med i ordningen, men fik desværre et afslag, hvilket jeg synes, er rigtig ærgerligt. Og hvorfor så det? Jo, for der er ingen tvivl om, at skolemad kan være med til at styrke både fællesskaber og læring. At spise skolemad sammen fremme sociale relationer og styrker følelsen af at høre sammen. Skolemad giver mætte elever, der er mere veltilpasse, engagerede og motiverede for at modtage undervisning og lære nyt. Og så er der virkningerne på længere sigt: Gode sunde kostvaner forebygger overvægt. Alt for mange børn og unge vejer for meget, og det kan sund skolemad gøre noget ved. Er der skolemad, vil det nemlig være uinteressant at gå i Netto og købe snacks. Forsøgsordningen vil blive evalueret, og forhåbentligt vil det resultere i, at skolemadsordninger i fremtiden bliver udbredt over hele landet. Jeg synes ikke, vi skal sidde og vente. Vi fik afslag, men derfor kan vi sagtens arbejde på, at indføre skolemad i Frederikssund kommune. Vi kan jo starte på en af skolerne og rulle ordningen ud hen over nogle år. Lad os få skolemad indført, det har vores børn fortjent.