Syv kirkers samlede stemme

Syv kirkers samlede stemme
Nyansatte Brian Christensen foran Kyndby Kirke. Èn af de syv kirker i Hornsherred, som han skal hjælpe med at skabe mere opmærksomhed omkring.

Kirkerne i syd opruster og ansætter kommunikationsmedarbejder.
SKIBBY: Kirkerne i Hornsherred Syd står bag en række forskellige aktiviteter, men for få mennesker kender til dem. Dét skal 53-årige Brian Christensen nu hjælpe med at ændre, som nyansat kommunikationsmedarbejder. En konkret oplevelse førte til hans ansættelse, fortæller sognepræst i Skibby, Jakob Holm.
– For nogle år siden kom henholdsvis psykolog Svend Brinkmann og skuespiller Lone Hertz til Hornsherred for at fortælle om deres liv. De var to af landets mest eftertragtede foredragsholdere, og vi var to forskellige kirker, som havde inviteret dem. Desværre havde vi bare glemt én ting, fortæller Jakob Holm og bliver lidt træt i blikket:
– Vi havde ikke talt sammen, og derfor holdt Svend Brinkmann og Lone Hertz foredrag på den selvsamme dag, hvilket var ærgerligt for alle.

Gode historier frem
Foredrag, udflugter, koncerter, fællesspisning, korsang, samt strikke-, nørkle og filmklub. Idéen om at koordinere kirkernes aktiviteter fremover tog form, og 1. juni blev idéen til virkelighed, da Brian Christensen startede som kommunikationsmedarbejder for de syv kirker i Ferslev-Vellerup, Skuldelev-Selsø, Kyndby-Krogstrup og Skibby.
– Jeg er uddannet journalist og historiker og har blandt andet arbejdet på TV2/Bornholm, hvor jeg lavede debatprogrammer med øens præster og programmer, hvor både præster og menighedsrådsformænd viste rundt i de mange kirker og fortalte om finurlige detaljer og særlige historier tilknyttet kirkerne. Det samme håber jeg at kunne gøre med de syv kirker her i Hornsherred, for de er også fulde af gode og interessante historier, fortæller Brian Christensen.
Han skal fremover varetage de syv kirkers facebook- og hjemmesider, samt skrive pressemeddelelser om de diverse aktiviteter.
– Heldigvis er både sognegårdene og kirkerne også fyldt med liv og mennesker, og jeg skal prøve at skabe et overblik, så borgerne i Hornsherred ikke igen skal stå med valget mellem to fremragende foredragsholdere eller to koncerter på samme dag. Samtidig skal borgerne også vide, at disse aktiviteter finder sted, for i dag kan det godt være svært at finde rundt i de mange tilbud, som de syv kirker står bag, fortsætter han.

Radio, tv og bøger
Der er også mange informationer at holde styr på, når avisen beder Brian Christensen om at præsentere sig. Han har nemlig både lavet radio på DR P4, tv på TV2/Bornholm og haft eget forlag og boghandel.
– Jeg havde Danmarks mindste boghandel på 15 kvadratmeter i Bornholms Lufthavn og har både udgivet og skrevet en række bøger. Primært biografier og historiske bøger – heriblandt flere om Roskilde, hvor jeg er født og opvokset.
I små 20 år har Brian Christensen dog boet på Bornholm, men i dag er familien flyttet til Osted, mens det nye arbejde i Hornsherred er med base på Skibby Sognegård.
– Jeg kender ikke så meget til området heroppe udover Selsø og Egholm Slot, men efter en måneds tid i jobbet har jeg været rundt og besøge alle syv kirker, de fire menighedsråd, graverne og de fire præster, og jeg har kun mødt hyggelige og lattermilde mennesker alle steder. Tilmed er kirkerne flotte og landskabet ligeså – så nu glæder jeg mig blot til at møde endnu flere mennesker i området – måske i forbindelse med kirkernes tilbud og aktiviteter, slutter Brian Christensen.

Andre artikler fra denne uge