Endnu engang har Kreds 57’ skydeafdeling fået afholdt den mangeårige traditionsrige fugleskydning.
SKIBBY: Dagen lørdag 14. juni startede med morgenkaffe hos den afgående fuglekonge Karin Christensen., der her blev præsenteret for den platte, som også i år var malet af kunstmaler Kirsten Svendsen fra Vellerup. Fuglekongen får selv lov at bestemme motivet og denne gang var det kortspil. Platten bliver senere hængt op på væggen på skydebanen i Skibby. Det er blevet til 38 stk. siden starten i 1984.
Herefter fik fuglekongen en køretur rundt i området i dejligt solskinsvejr i en fint pudset jeep tilhørende Hans Rasmussen i Ferslev.
Efter flaghejsning og sang, heldigvis i fint vejr, startede skydningen mod fuglen, og ca. 30 skytter alt i alt fandt vej til den gamle udendørsbane i Vejleby. I alt blev brugt 515 skud
Resultatet blev følgende: Venstre klo blev skudt ned af Jesper Poulø for Hanne Thornemand– Højre klo: Aksel Østrøm for Hans Simonsen – Kronen : Mogens Eliasen for Svend Heckmann- Næbbet: Benny Jensen for Jytte Zacharya– Halsen: Mogens Eliasen for Torben Jørgensen– Halen: Karin Christensen for Hans Chr. Nielsen – Venstre vinge: Preben Guldberg for Anna Jørgensen – Højre vinge: Mogens Eliasen for Flemming Sørensen og endelig faldt brystpladen ved Hans-Henning Pedersen for Kristian Brogaard Almann. Dvs. at sidstnævnte blev den nye fuglekonge, en titel han også havde for 20 år siden.
Det er ikke så tit det er sket i årenes løb, at den samme har opnået at blive fuglekonge flere gange – og nej det er ikke en fejl: Mogens Eliasen er den, der skød hele tre ting ned, men det er tilfældighedernes spil, der råder her.
Arrangementet giver et rigtig pænt overskud, så der er noget ”at arbejde med” i løbet af vintersæsonen til glæde for foreningens børneskytter.
– Skydeudvalget siger hermed tak til alle der købte kort samt deltog ved skydningen og derved støtter arbejdet i foreningen samt til de der sponserede præmier til os, siger formand Karen Brogaard Jensen.
/TS