Film hele sommeren

Film hele sommeren
Den danske film ”Hjem kære hjem” fortæller varmt og autentisk om, hvad der sker, når man ikke kan yde omsorg over for de mennesker, man elsker.

SKIBBY: Skibby Kino viser film mandag-torsdag gennem hele juli. Det bliver til i alt 42 forestillinger, da der er en eftermiddagsfilm kl. 15.30 og en aftenfilm kl. 19.30.

Det danske drama ”Hjem kære hjem” er på programmet 3. og 7.-9. juli kl. 19.30.

Den 32-årige fraskilte Sofie vil starte på frisk og begynder som hjemmehjælper i et sønderjysk lokalsamfund, hvor hun bor sammen med sin datter Clara på 10 år. Sofie er hurtig til at skabe relationer til både de ældre og sine kolleger og mærker glæden ved at gøre en forskel.

Men snart oplever Sofie, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen, og da hun modtager en ubegrundet klage fra en pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor Sofies omsorg for både de ældre og sin datter sættes alvorligt på prøve.

Filmen er med i Biograf Danmark-abonnementet og er tilladt for børn over 11 år.

Andre artikler fra denne uge