Sommerafslutning for hele sportsklubben

Sommerafslutning for hele sportsklubben
Lørdag 14. juni holdt Skuldelev Selsø Sportsklub Kilden (SSSK) sommerafslutning med afsluttende fodboldopgør mellem Ungdomsholdet og Fyraftensfodbold.

SKULDELEV: Lørdag 14. juni holdt Skuldelev Selsø Sportsklub Kilden (SSSK) sommerafslutning med flødebollekastemaskine, rundbold, fællesspisning og til slut fodboldopgør mellem Ungdomsholdet og Fyraftensfodbold. Fredagsbaren stod for salg af drikkevarer i klubhuset.
Ved slutfløjt var stillingen 2-2, hvorefter det fortsatte direkte til straffesparkskonkurrence, som endte 2-0 til ungdomsholdet.
– Ungdomsholdet er et blandet drenge og pigehold, som vi har startet op her i foråret for nuværende 4. og 5. Klasse – og de er så seje. Vi har også været så heldige, at vi har lokket en tidligere elev fra Skuldelev Skole til som hjælpetræner – lørdag var han med på banen som anfører, fortæller Karen Ravnsbæk Moltesen fra Styregruppen for SSSK’s Sommerafslutning.

Minder i depotet
De havde fundet spilletrøjer frem fra gemmerne, fra dengang SSSK stadig var en aktiv fodboldklub.
– Det er ren lokalhistorie at bevæge sig ind i foldbolddepotet. Nu er der gang i banerne igen – så må tiden vise om der skal føjes nye spilletrøjer til samlingen på et tidspunkt, fortsætter Karen Ravnsbæk Moltesen.
Initiativet er kommet i stand efter ønsket om at få lavet noget mere på tværs af alle afdelingerne i sportsklubben, og næste år vil klubben gerne arrangere lidt flere aktiviteter i løbet af dagen, så alle afdelinger kan være repræsenteret.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Vikingespil er i gang


FREDERIKSSUND: Frederikssund Vikingespil inviterer til en dramatisk rejse tilbage til år 935, hvor religionskrigen raser mellem de gamle guder og

Læs mere »