At fremtidssikre fremtiden

At fremtidssikre fremtiden
Knud Eskesen er pensionist og aktiv i Kulhuse.

Alle vegne lægges planer for fremtiden, og hvad der skal opnås. Ofte har disse planer en lang tidsho-
risont.

På verdens plan udformes planer for at mindske CO2 belastningen, der er den største trussel for klimaforandringer, og som desværre påvirker menneskenes liv negativ.

Slutdokumentet fra COP 28 vedtog, og at CO2 skal reduceres med 43 % senest i 2030 og med 60 % inden 2035 i forhold til 2019-niveauet for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C.

For mig – en 77-årig – er det en tidshorisont, hvor jeg måske stadig er med! Måske er jeg med, og kan se om planerne holdt. Jeg gør mit til at planerne kan holdes. Ikke flere charterrejser, ikke flere store oksestege eller bøffer og genbrug og affaldssortering.

Min kone Lene griner, når hun finder et 10-15 år gammel billede, og ser, at den skjorte jeg netop har på, også var min favorit skjorte dengang

Men er det nok? Skulle der ikke have været planer her og nu, så også jeg kunne opleve, at de blev gennemført.

En anden plan er Kommuneplanen. Det er Byrådenes samlede plan for udviklingen i deres kommune de næste 12 år.

Planen omfatter hele kommunens geografiske areal. Byrådet skal virke for kommuneplanens gennemførelse.

Her har vi et problem med planer for kystsikring, som er den enkelte grundejers problem.

Vi får havvandstigninger og mere vådt klima, og alligevel lægges der ikke planer for fremtidens kystsikring, og også planer for at mindske bebyggelser på kystnære arealer.

Jeg regner jo ikke med at leve evigt. Så som 77-årig bliver fremtiden sikkert kortere end både officielle planer og egne planer og ønsker. Derfor er det om at få tingene udført her og nu, og før det er for sent.

Jeg er født i 1947 på samme tid, hvor det dengang nye FN besluttede at fremme en 2 stats løsning med Israel og Palæstina. Men det bliver i hele min levetid ikke til andet end konflikt og nu krig med 30000 dræbte civile.

Hvordan eller hvem lægger planer for genopbygning af et smadret Gaza, eller ser vi bare på, mens palæstinenserne bare bliver fordrevet som vrede og utilpassede flygtninge.

En genopbygning der vil tage generationer – en umulig opgave for en befolkning, der har levet i et af Israel besat eller blokeret område og kun overlevet på nødhjælp.

Er fremtidsplaner bare en syltekrukke?

Som 77-årig må man jo gøre ønskerne eller planerne nutidig. Hvad ønsker jeg at nå, at opleve, at give, at modtage?

Kunne det ikke også gælde for EU planer, klimatopmøder og kommuneplaner? Skal sådanne planer ikke lægges før det er for sent?

Er det en 77-årigs blåøjede ønsker, eller er jeg på vej i demensens mørke, der giver frihed for planer, ønsker og ansvar.

2050 er ikke min fremtid men mine børnebørns, der så er midt i livet, og den ældste er netop da blevet 50. Hun er forhåbentlig blevet fejret med en urtebaseret middag og mange gode diskussioner om, hvad menneskene og naturen har overkommet i de sidste 25 år.

Hele fødselsdagsselskabet udtrykker stor glæde over, at benzin og dieselbiler er udfaset, de store landbrug blev økonomisk urentable, og derfor er splittet op og markerne lige så – nu med natur korridorer. Byerne har forandret sig, så alle bebyggelser, hvor der var risiko for oversvømmelser, nu er blevet oaser med fritidsfaciliteter og parker og bynatur.

Ikke mindst kan selskabets deltagere slet ikke forstå, hvordan det kunne gå så galt i Mellemøsten. Nu kæmper man i regionen ikke om religion eller olie, for nu ejer man jo alle sportsklubber i både Europa og resten af verden. Religion er nu fodbold eller anden sport. Derfor overlader man det til sportsudøvere at udkæmpe krigene.

Den 77-årige klummeskriver er nok blåøjet og naiv og måske også ramt af en hjerneblødning.

Andre artikler fra denne uge