Vil du være nævning eller domsmand?

Vil du være nævning eller domsmand?

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Hvis man har lyst til at være en del af det danske retssystem som nævning eller domsmand, så er der nu mulighed for at ansøge om plads på grundlisten, hvorfra der udvælges, hvem der skal være nævning eller domsmand ved en retssag.

Nævninge eller domsmænd er helt almindelige borgere, der hjælper den juridiske dommer med at vurdere spørgsmål om skyld og straf.

Nævninge og domsmænd kaldes under ét for lægdommere og har samme indflydelse som de juridiske dommere.

For at søge om plads på grundlisten skal man være dansk statsborger, have valgret til folketinget, have tilstrækkeligt kendskab til det danske sprog, have en ren straffeattest og ikke fylde 80 år inden den 1. januar 2028.

Der er ansøgningsfrist til grundlisten den 31. januar 2023. Bliver du udpeget som lægdommer er det for perioden 1. januar 2024 til og med 31. december 2027.

Grundlisten skal bestå af et bredt udsnit af kommunens befolkning fordelt på eksempelvis køn, alder, etnisk oprindelse, uddannelsesbaggrund og beskæftigelsesstatus med mere.

Hvis du bliver udpeget, kan du forvente at blive indkaldt til at dømme i retssager i gennemsnit fire gange om året.

Der er mødepligt, og du skal have en særlig og tungtvejende grund for ikke at møde op. Det betyder også, at hvis du er i arbejde, skal din arbejdsgiver give dig fri til at møde i retten.

Du kan læse mere om at være domsmand eller nævning her på Frederikssund Kommunes hjemmeside eller på domstol.dk.

Frederikssund Kommune

Andre artikler fra denne uge