Ikke røde, men ansvarlige

Ikke røde, men ansvarlige

LÆSERBREV

Af Ole Peltola
Fjordlandslisten

Jørgen Bech forsøger at booste Venstres skrantende valgkamp til Folketinget ved at beskylde de røde partier i byrådet for at have reduceret det frie skolevalg i Frederikssund.

Jeg har følgende kommentarer:

Nej. Fjordlandslisten er ikke et rødt parti. Vi er bare et ansvarligt parti.

Sammen med andre ansvarlige partier forsøger vi at rette op på Venstres manglende blik for planlægning og implementering gennem de otte år (2014-2021), hvor Venstre sad solidt på magten i byrådet i Frederikssund.

Jørgen Bech forsøger at få vælgerne til at tro, at det frie skolevalg er en juvel, som de blå partier har sikret det danske folk.

I den sammenhæng er min påstand, at det frie skolevalg aldrig har eksisteret i Frederikssund Kommune.

Hvis man reelt ønsker frit skolevalg, skal alle skoler nemlig ligge i samme skoledistrikt, og alle elever skal have ret til fri kommunal kørsel til og fra skole overalt i kommunen – og sådan kommer det aldrig til at blive.

Frederikssund kommunes frie skolevalg er derfor kun for de ressourcestærke familier, som har overskud til selv at stå for transporten og til efterfølgende at sikre, at eget barn kan indgå optimalt i den valgte skoles sociale netværk.

Derfor er det frie skolevalg ikke for alle.

Hvad de blå partier aldrig fortæller er, at det frie skolevalg for nogen kan være på bekostning af andre elevers succesfulde skolegang.

På en distriktsskole, som afgiver en pæn del elever over mange år, bliver klasser slået sammen og lærere bliver sagt op, som en konsekvens af lavere klassekvotienter.

Det ødelægger denne skoles relationsarbejde og skaber uro i klasserne.

På en distriktsskole, som modtager en pæn del elever over mange år, bliver klasser fyldt op til bristepunktet, hvilket kan have store konsekvenser for sårbare elever i disse klasser.

Konsekvenserne er synlige og målbare, men Venstre har aldrig interesseret sig for de negative følgevirkninger af det frie skolevalg, og derfor har der heller ikke været en debat om den trend, som gennem mange år har fyldt Ådalens skole grundigt op, fordi forældre på forhånd har fravalgt deres lokale distriktsskole.

Justeringer på andre skoler kunne ellers forlængst have ændret udviklingen for de berørte skoler.

Når Venstre så heller ikke kan huske, at Ådalens skole skal kunne optage de første mange elever fra Vinge – indtil elevmassen her er stor nok til egen skole – så må vi andre ansvarlige partier jo justere, når Venstre kun har blik for deres ideologi.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »