DEBAT: Fra Vinge-skandalen til blodbad

DEBAT: Fra Vinge-skandalen til blodbad

LÆSERBREV
Af Ole Peltola
Muslingevej 7, 3630 Jægerspris

Med udmeldingen om, at der ikke skal udpeges ansvarlige for Vinge-skandalen, er der officielt åbnet for “fri jagt” på de ansvarlige. I vores demokrati holder vi nemlig fast i “ordentlighed” og i denne sag er der mindst fem “anløbne” hjørner:
Der er tydeligvis blevet begået lovbrud fra kommunens side i forhold til arkivering og dokumentation af sagsakter.
Der har muligvis været begået lovbrud i forhold til anvendelse af kommunens midler.
Der gøres alt for at mørkelægge sagen.
Der nægtes aktindsigt.
Med det sidste udspil, hvor tidligere ansatte og konsulenter udpeges som de ansvarlige for skandalen uden en egentlig rettergang, har magtarrogancen, som giver mindelser til Brixtofte-sagen i Farum, nået nye højder. Og det vil givet lokke enhver journalist med Cavling-blod i årerne frem fra deres vinterhi. For nu kan de lugte blod!
Trods ihærdige forsøg fra borgmesterens tro parti-soldater med at gyde olie på vandene og nedtone skandalens omfang, står vi nu med et så tydeligt forsøg på ansvarsforflygtigelse at der vil blive talt om det – også langt uden for vores kommunes grænser.
Her fire måneder efter valget har borgmesteren endnu ikke vedkendt sig sit fulde ansvar, og da han samtidig forplumrer enhver afdækning af skandalen, står han nu meget svagt i medierne.
Borgmesteren er derfor ved at blive en belastning for kommunen. Med en moral, som ikke er værdig for en borgmester, har han udspillet sine muligheder som forhandler for kommunen, da han i alle sammenhænge – både i forhold til politikere på Christiansborg og i forhold til samarbejdspartnere omkring Vinge – nu fremstår som uværdig.
Uden brug af krystalkugle eller overnaturlige evner forudser jeg, at borgmesteren i den kommende tid bliver trukket langt ned i sølet af journalister, som bliver grebet af en større og større blodrus, efterhånden som flere og flere uhyrligheder kommer for dagen efter deres ihærdige gravearbejde.
På alle måder vil det scenarie være en katastrofe for kommunen og Vingeprojektet.
Jeg opfordrer derfor Venstres partimedlemmer til at fjerne borgmesteren, inden det kommer så vidt, at borgmesterens “dumstædighed” får påført vores kommune et uvurderligt tab af good-will.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »