Læserbrev
Af Gert Løfgren Kandidat kv25, Heidi Jørgensen kandidat kv25, Dansk Folkeparti, Frederikssund
I Frederikssund Kommune står vi med et alvorligt problem: Vi kan hverken tiltrække eller fastholde de SOSU-assistenter og sygeplejersker, som er rygraden i vores hjemmepleje.
En af de væsentligste årsager er den urealistiske og stressende hverdag, medarbejderne møder. Der udarbejdes skemaer og ruter, som i praksis ikke kan gennemføres:
Kørselstiden mellem borgerne er ofte ikke medregnet.
Tidsrammerne for opgaverne er så stramme, at de slet ikke kan nås i virkeligheden.
Medarbejderne presses til at løbe hurtigere og hurtigere – uden tid til at yde den omsorg, som borgerne har brug for og krav på.
Det er ganske enkelt ikke i orden. Vi taler om mennesker – både de ansatte, som hver dag slider for at passe deres arbejde, og de ældre borgere, som har arbejdet hele livet og nu oplever at servicen ikke lever op til deres behov.
Frederikssund Kommune halter også her efter andre kommuner. Det kan og skal vi ændre.
Vi skal skabe realistiske arbejdsplaner, hvor der tages højde for transport, menneskelig kontakt og den faglighed, som vores SOSU’er og sygeplejersker har. Det skylder vi både medarbejderne og de borgere, der er afhængige af en værdig hjemmepleje.








